onsdag den 29. oktober 2008

Kessler er for sej

Lad mig understrege med det samme, at sport IKKE vil komme til at fylde meget her. Men sport er en del af kulturen og for vise bredden på KULTURISMUS vil jeg lægge ud med et indlæg om boksning.

For meget i mod min egen selvopfattelse så sad jeg klistret til skærmen i lørdags klar til at se 75,8 kg ren rå testosteron gå i ringen. Og jeg blev ikke skuffet - og så blev jeg alligevel lidt skuffet, for jeg ville godt have haft lidt mere. Bare 5, 6, 7 omgange ville have stillet mig tilfreds.

Men jeg måtte nøjes - og den smule jeg fik var godt! Jeg fik spil for galleriet, jeg fik muskler, jeg fik sved, jeg fik blod, jeg fik sejrsrus og jeg fik en mand der tog sit nederlag meget værdigt....

Og hvorfor er det så, at det kan være facinerende at se to mænd stå og tæske løs på hinanden? Jeg ved det ikke, men jeg tror det vækker nogle urfølelser i os (mig?). Nok har den bløde mand været moderne længe - og ofte er det eneste manden skal beskytte os mod jo også den stigende rente - men allerdybest nede i os er der måske alligevel et urinstinkt, der holder øje når to mænd på denne måde opfører en kamp om territorium (for det er vel det det er?) lige midt i den bedste sendetid.

Ingen kommentarer: