Sej superheltinde med pippi-power

Lisbeth Salander er stadig en sej superheltinde, der blæser på autoriteterne og har talent for overlevelse.



Men ud over, at jeg kunne sidde og blive imponeret over den spinkle piges enorme viljestyrke, var der ikke meget at blive imponeret over i "Pigen der legede med ilden". De store træk fra bogen var på plads i den to timer lange film, men de små historier var selvfølgelig ikke med. Jeg ved heller ikke helt om jeg savnede dem, for jeg synes faktisk at de to timer er omkring 20 minutter for lang tid.

Filmen er egentlig produceret til TV og det synes jeg godt man kunne se. I "Mænd der hader kvinder" var der lækre naturbilleder fra et skønt Sverige - de manglede helt i denne film, selvom der var oplagte muligeder for det. Til gengæld var der en del trasken omkring i Stockholms gader.
De vigtigste personer var selvfølgelig med - så kan man mene om castingen hvad man vil, for alle har selvfølgelig deres helt egne billeder af Zala og Robert Niederman - men der var også mange temmeligt perifere personer med, som vi godt kunne have undværet. F.eks. fylder politimanden Bublanki uforholdsmæssigt meget i historien.

Konklusionen på det hele bliver, at jeg ikke går i biffen og ser "Luftkastellet der blev sprængt", men venter til jeg kan se den på DVD.

For de bibliofile

Måske er jeg ikke den hurtigste knallert på molen, men jeg har lige nu stiftet bekendtskab med siden bogpriser.dk -og det vil jeg da lige dele.
Her kan man nemt og bekvemt lave en søgning på den bog man ønsker at købe, og så laver søgemaskinen en hurtig sammenligning af priserne hos forskellige boghandlere, så man slipper for selv at skulle surfe rundt i timevis.

Det er hurtigt - og der er penge at spare :-)

De vilde svaner er landet i Odense

I fredags var der stor ståhej i HC Andersens Hus.
Da åbnede udstillingen "De vilde svaner" nemlig. HC Andersens Eventyr om prinsessen Elisa er netop blevet filmatiseret og skuespillerne har ageret i kostumer tegnet af HM Dronning Margrethe og ikke mindst i scenografi, der består af dronningens decoupager.

Både kostumer og decoupager kan lige nu og frem til den 30. december opleves i HC Andersens Hus i Odense. Og de er absolut et besøg værd. Der er en utrolig detaljerigdom i decoupagerne og de to-dimensionelle plader optræder med en dybde, der er en guldaldermaler værdig. Og det hele er altså skabt af udklip fra magsiner, auktionskataloger o.l.

Filmen havde også galla-premiere i fredags og jeg har kun set et kort glimt af den. Men også det var fint. Filmen er blevet til med samme teknologi, som den vi kender fra bl.a. vejrudsigten (green-screen), hvor skuespillerne har ageret på en blå eller grøn baggrund - og decoupagerne er så brugt som scenografi. Derfor er det muligt at udstille hele 43 af dem, fordi de kun er ca. 35*45 cm store.

Skulle du have et ærinde i Odense i løbet af efteråret, så besøg endelig HC Andersens (det er faktisk også rejsen værd...).

Første biografklubfilm

Den første biografklubfilm var Rumle Hammerihs "Headhunteren" med Lars Mikkelsen i hovedrollen som headhunterenMartin Vinge. Han får til opgave at finde arvtageren til Danmarks mest indflydelesesrige familiedynasti.
Filmen præsenteres som em thriller og der er mange spændende temaer på spil - bl.a. selvfølgelig omkring magten og pengene, men også om far-søn forhold, der spiller en rolle både i det store familiedynasti og i Vinges private liv.

Det var en af de film i biografklubben jeg forventede mig mindst af, men jeg blev faktisk positivt overrasket. Temaerne blev behandlet rigtig fint (forhåbentlig lige lovligt dramatisk i forhold til den virkelige verden) og der var nogle rigtige gode skuespilpræstationer.

Store følelser på spansk

Anmelderne har ikke allesammen været lige begejstrede for Pedro Almodóvars nye film "Brudte Favntag". Men det var jeg til gengæld.

Filminstruktørern Mateo (Lluís Homar) indleder et forhold til den smukke skuespiller Lena (Penélope Cruz) , velvidende at hun er pengemanden og produceren Ernesto Martels elskerinde. Det er dømt til at gå galt - og det gør det.
Mateo mister synet - og sin elskede - i en tragisk bilulykke.

Filmen fortælles i to spor: et nutidigt, hvor den blinde Mateo - nu kendt som forfatteren Harry Caine - pga. Martels død får rippet op i minderne fra dengang. Og et fortidigt, hvor vi følger Mateo og Lenas kærlighed - og den jalousi, der følger i kølvandet på den.

Almodovar får virkelig åbnet op for nogle store følelser, men på en dejlig usentimental måde. Det er både den erotiske kærlighed mellem mand og kvinde, men også et homoseksuelt tema slåes forsøgsvis an. I tillæg kommer også far-søn-realtionen, som ikke nødvendigvis behøver at hænge sammen med DNA'en, men måske alligevel gør det.
Og så er filmen helt fantastisk flot filmet. Især to scener betog mig meget: en sex-scene lige i starten, hvor kameraet langsomt bevæger sig langs ryggen på en rød plyssofa, og det eneste vi ser er en ryg, der indimellem skyder op over kanten på sofaen. Og en flot, flot scene fra et fantastisk landsskab på Lanzarote.

Min begejstring skyldes nok først og fremmest, at jeg ikke har mange tidligere Almodóvar-film at sammenligne med - og så de smukke billeder, der er fortættede af farver og sanselighed.

Mit bibliotek serverer "Ord i kaffen"

Jeg er ikke altid lige begejstret for mit lokale bibliotek, men de er nu faktisk ret godt til at "lave bibliotek".

Sidst jeg var der, fandt jeg foldere (dét er de fleste biblioteker gode til at lave i masssevis) om to rigtig spændende tiltag her i efteråret.

For de voksne litteraturelskere serverer Odense Centralbibliotek "Ord i kaffen" i samarbejde med Kulturmaskinen og Litnet. Programmet byder på "Bogbyttecafé", besøg af en litteraturanmelder, en forfatterskoleelev og en forlægger, præsentation af digte og engelsk litteratur og hel række værksteder for dem der selv skriver. Et flot program - og jeg vil da forsøge at få nogle af veninderne med til et par af arrangementerne.

For børnene og alle os andre er der en flot Harry Potter Festival den 15.9.-18.9. Festivalen afsluttes med en magisk markedsdag på Flakhaven, hvor børnene kan spille Quidditch, få en drink i Den Utætte Kedel, køre med Hogwartsekspressen og meget andet. Det er et superflot og meget ambitiøst program, så jeg håber da helt sikkert på stor deltagelse til dette.

Børne- og ungdomskultur

Så er der igen nyt fra Børn &Kulturportalen. Læs nyhedsbrevet og abonnér evt. selv på det lige her.

Jeg synes især der er meget spændende nyt fra Kulturarvsstyrelsen.

Bl.a. om den nye Kulturarvsdag, der afløser Historiens dag. I år kommer der den 12. og 13. september fokus på Danmarks bidrag til den kulturelle verdensarv - altså de steder i Danmark, der er med på UNESCOs liste over Verdensarven.

Desuden fokuseres der også på kulturarven i en del museumsprojekter, der har fået støtte af Kulturarvsstyrelsen. De nye medier tages i brug i formidlingen, men der spilles også på det lavteknologiske, når de unge får mulighed for at få en graveske i hånden og være med i udgravning omkring den nye metro.

At formidle den til tider noget støvede og kedelige kulturarv til et kræsent og forvænt publikum (børn og unge) er en spændende udfordring, og jeg synes at Kulturarvsstyrelsen med disse tiltag gør et fint forsøg på det...

Der er også nyt fra "vores egen verden" - nemlig om det nye børnebibliotekssite med arbejdstitlen "Pissegratis", som produceres af børnebibliotekerne i samarbejde med Copenhagen Bombay. Sitet skal være afløserne for det tidligere DotBot, som desværre mistede støtten for et par år siden. Jeg venter spændt på yderligere udspil om sitet.

Der er masser af flere nyheder at hente i nyhedsbrevet om bl.a. uddeling af børnebogspriser, om huskunstnerordningen, om film- og fotoprojekter, om uddannelse i digital museumsformidling, om børnehavebiblioteker og meget meget mere.

Jeg glæder mig til sæsonens film...

....i første omgang de der er udvalgt af Biografklub Danmark.
Hen over efteråret, vinteren og foråret skal jeg glæde mig over syv film:

Rumle Hammerichs "Headhunter" med bl.a. Lars Mikkelsen og Henning Mouritsen på rollelisten.

"Over Gaden, Under Vandet" er instrueret af den, for mig, ukendte Charlotte Sieling, men med absolut kendte skuelspillere på rolleliste: Ellen Hillingsøe, Sidse Babett Knudsen, Nicolas Bro og Anders W. Berthelsen....

Jeg glæder mig meget til den skønne Audrey Tautou i historien om Coco Chanel: "Coco før Chanel".



Hollywood stjerner på rad optræder i den fjerde film "Nine" med bl.a. Nicole Kidman og Penelope Cruz.

"Lovely Bones" er sæsonens krimi instrueret af sværvægterne Peter Jackson og med Susan Sarandon og Mark Wahlberg på rollelisten.

I "An Education" mødes den britiske forfatter Nick Hornby med vores egen stjerneinstruktør Lone Sherfig - det skal nok blive godt.

Og til sidst bliver det ægte dansk når Erik Clausen igen skal spille den småkriminelle John i filmen "Frihed på prøve".

Jeg glæder mig til aftner i biografsalens mørke med drama, spænding, gys, kærlighed og humor på det hvide lærred!

Det Kongelige Teater under åben himmel

Vejrudsigten blev fulgt med mere end almindelig interesse fredag og lørdag i sidste uge. Vi havde nemlig besluttet os for at deltage i Det Kongelige Teaters nye tiltag "Under åben himmel", hvor der blev præsenteret smagsprøver fra den kommende sæson. Og vejrguderne var med os og de mange andre, der var mødt op på Rosenborg Eksercerplads til en fortryllende aften med sol og blå himmel, brudstyker fra kendte og mindre kendte balletter og operaer og ikke mindst aftensmad i det fri.

Vi havde pakket en lækker picnickurv og ekstra trøjer og tæpper for en sikkerheds skyld og nød en dejlig aften i det fri, hvor vi i dén grad blev inspireret til vinterens teateroplevelser. Wagners Tannhäuser er måske nok for dunkel til os, mens vi klart vil overveje Mozarts noget lettere Tryllefløjten. Og Carmen vakte jo genkendelse, så den kan måske også komme på vinterens program. Det er sværere at komme med et godt bud på en must-see balletoplevelse (helst vil vi jo se "Kom Bamse, nu balletter vi", men det kræver på en eller anden måde, at man har børn i Bamse- og børneteateralderen...), men Gilselle kunne være et godt bud.

Det Kongelige Teater skal have stor tak for en dejlig aften, der fuldt levede op til forventningerne og som helt klart leverede finkultur til folket.

PS. Som en ekstra bonus skylder jeg at fortælle, at Det Kgl. også lever op til at være hele landets teater, da hele arrangementet (som forøvrigt var helt og aldeles gratis) blev gentaget dagen efter på Skamlingsbanken i Kolding.

Specialeskrivning #7

Jeg er ikke færdig med specialet endnu, men jeg er endelig blevet færdig med min analyse.
Det er blevet til 37 sider, hvor jeg analyserer det menneskesyn, der var dels i Lov om offentlig forsorg i 1933, dels i tiden fra 1933-1961 og endelig hvilket menneskesyn lovrevisionen i 1961 er udtryk for.

Hovedkonklusionen er blevet, at man i perioden er gået fra et indeterministisk menneskesyn, hvor udgangspunktet var, at alle i grove træk havde de samme muligheder og når nogen "gik i hundene" og fik brug for hjælp var det deres egen skyld. Derfor skulle de mere eller mindre straffes for ikke at kunne klare sig selv og det at modtage offentlig hjælp var forbundet med tab af borgerlige rettigheder foruden det mere usynlige tab af værdighed. Fra dette menneskesyn er der sket en udvikling til et mere humanistisk menneskesyn, hvor menneskets frihed, værdighed og rettigheder sættes i centrum. Der kommer fokus på bedre forhold for de trængende og på revalidering.
Alle er dog ikke helt enige om denne udvikling, og især de konservative ser stadig ved lovrevisionen på de trængende, som asociale, der har fravalgt samfundets fællesskab.

Udviklingen inden for sociallovgivningen i Danmark fra 1933-1961 foregår ikke i et vakuum, men hænger nøje sammen med udviklingen af velfærdsstaten og menneskerettighederne.

Jeg ved ikke hvad der sker, men her er endnu et indlæg om sport

Sommer er Tour-tid og jeg plejer at se rigtig meget Tour. Jeg er ikke sådan en rigtig entusiast og jeg har ikke meget forstand på det, men jeg holder af at se bjergetaper og enkeltstarter.
En enkelt gang har jeg været så heldig at se feltet på tætteste hold og det var en stor oplevelse for mig - måske især reklamekaravanen, der kommer forbi en times tid inden feltet.

Men nu er det sommer og atter Tour-tid - endda med Jørgen Leth, så bli'r det ikke bedre. Desværre har jeg rigtig dårlig mulighed for at følge med i år, for mange af mine arbejdsdage slutter først 18.15. Jeg kan for det meste lige nå Tour de France-studiet på TV2 kl. 18.25, men det er ligesom ikke helt det samme. Og så får jeg også bekræftet, at jeg jo ikke på den måde er interesseret i cykelløb, for jeg har intet begreb om favoritter og taktik. Så når jeg ikke kan se etaperne live, har det ikke den store interesse.

Danskerne i feltet har dog fanget min interesse - og især er jeg blvet betaget af Chris Anker Sørensen. Han har virkelig en dejlig humor, når han bliver interviewet efter etaperne - og også når han skriver om sine oplevelser på sin TV2-blog. Klik ind og læs den charmernede cykelrytters lovprisning af Hammel og præsentation af teamet bag Saxo Bank-rytterne.

The Wrestler

Jeg var skeptisk, men åben overfor at blive overrasket, da jeg sammen med kun et par håndfulde andre (mænd) lænede mig tilbage i biografsædet, for at se Mickey Rourke som wrestleren Randy "The Ram" Robinson.
Ud fra traileren for filmen havde jeg fået fonemmelsen af, at den indeholdt flere lag end den rå wrestling. Og det gjorde den da også: en efterhånden kendt historie om en far, der har svigtet en datter og på et tidspunkt i livet, hvor han er blevet gammel, syg og ensom, gerne vil gøre forholdet til datteren godt igen. Det er ligesom set før, så det kunne ikke overraske meget.

At wrestling er en hård sportsgren kunne heller ikke overraske, men jeg blev alligevel grebet af en scene, hvor omkring ti gamle wrestling-stjerner har stillet op til autografskrivning og vi gennem Randys øjne ser rundt på en flok krøblinge med lemmerne bundet op og ind, med krykker, i kørestole og med kateterposer i buksebenet.

Men jeg BLEV faktisk overrasket! Jeg blev overrasket over, at jeg trods alt blev grebet af Randys skæbne - og det er udelukkende Mickey Rourkes skyld, for manuskriptet var ikke indlysende genialt.

Fattig-litteratur

Mit speciale skrider planmæssigt fremad. Jeg er nu ved at være færdig med "rugbrødsarbejdet" i denne omgang (der venter en omgang mere, når det hele skal gennemskrives og den røde tråd gøres synlig) og er i gang med analysen.

Selvom jeg efterhånden har læst 1000-vis af sider om fattigdom, socialpolitik, menneskerettigheder, velfærddstaten osv. så kan jeg åbenbart ikke få nok og finder også spændende skønlitteratur og biografier om disse emner. Lige nu gælder det Chr. Christensens bøger om opvæksten som rabarberdreng, men der findes flere.

Her er et lille udpluk:

"Den grå heks" og "Børnenes ven" af Hjørdis Varmer
To rigtig gode børnebøger om den 12-årige Bolette og hendes oplevelser på børnehjemmet Hebron i starten af 1900-tallet. Det er hverdage præget af hårdt arbejde, misrøgt, undertrykkelse og endda antaster til seksuelle overgreb. Især i "Børnenes ven" bliver læseren præsenteret for Peter Sabroe og hans arbejde for børnenes og de fattiges rettigheder.

"En rabarberdreng vokser op" og "Rabarberdreng og bondeknold" af Chr. Christensen
I to selvbiografiske bøger fortæller Christian Christensen om opvæksten i Rabarberland - et fattigt arbejderkvarter på Nørrebro i 1880'erne og 1890'erne. Det er historier om kampen for at skaffe brød på bordet, myndighederens magtmisbrug, alkoholiske fædres vold mod børn og kvinder, arbejdsgiveres uretfærdige behandling både i byen og på landet, men også om sammenhold og solidaritet og Christians retfærdighedsfølelse og medmenneskelighed, der følger ham i familien og på hans skiftende arbejdspladser.

"Skygger fra Sprogø" af Vibeke Marx
De småtbegavede piger, der kom i ulykke og blev gravide havnede i første halvdel af 1900-tallet ofte på Sprogø, hvor de fødte og bortadopterede barnet. Derefter blev de på anstalten på Sprogø og arbejdede. De havde kun mulighed forlade anstalten, hvis de ville lade sig sterilisere. I "Skygger fra Sprogø" følger vi den lidt enfoldige pige Magda, der ikke kan glemme det bortadopterede barn... Og vi ser, hvordan samfundets behandling af disse kvinder kan skygge over flere generationer.

Alle disse bøger kan varmt anbefales, hvis man er interesseret i, hvordan den laveste rangerende del af befolkningen er blevet behandlet i tiden fra 1880-1950.

To film på en uge

Først Clint Eastwoods anmelderroste Gran Torino med Lars i lørdags.
Jeg var blevet anbefalet filmen igen og igen, så nu skulle det være. Og alle forventninger blev indfriet. Det var en absolut velspillende Eastwood, der spillede hovedrollen som den gnavne krigsveteran Walt Kowalski, der langsomt får åbnet øjnene for det drama, der udspiller sig lige uden for hans hoveddør.

Jamie Cullums titlesang til filmen er også helt vidunderlig og den kan høres lige her:


Senere på ugen storfilmen Australia med Nicole Kidman og Hugh Jackman i hovedrollerne i et endnu et drama om kulturforskelle og mellemmenneskelige relationer.

Serviceniveauet på bibliotekerne til debat

"Det er lettere at lære en butiksuddannet de elementære greb i at være bibliotekar end at lære en bibliotekar de elementære greb i servicefaget"

Udtalelsen er professor i byudvikling og formand for Dansk Designcenter Steffen Gulmanns og er at læse i en artikel i det nyeste nummer af Bibliotekspressen.
Hans kritik går på, at der ikke er meget service at hente på de danske folkebibliotker, hvor personalet ikke er opsøgende serviceorienterede og hvor bibliotekarerne er typisk introverte typer med hang til det bibliofile. Bibliotekarerne vil, når de mødes, hellere tale om bøger og biblioteker end om kunder og service.

Han giver bibliotekerne det råd, at lade sig inspirere at AppleStores rundt om i verden, hvor der ingen skranker er, og hvor personalet er genkendeligt. Han foreslår at bibliotekarerne skal "uniformeres" i lækkert tøj, der er i bedre kvalitet end deres eget tøj.

Jeg er enig i Gulmanns betragtninger om, at bibliotekerne vil kunne lære noget af butiksverdenen, hvad service angår. Vi er ikke gode nok til det opsøgende udlånsarbejde og mange af de bibliotekarer jeg kender, ved udmærket godt at den gode biblioteksbetjening finder sted mellem reolerne og ikke ved skrivebordet.
Så jo: der er en del at lære og inspiration at hente i butiksverdenen. Meeeeen, at påstå at det er lettere at lære en butiksansat de elementære greb i at være bibliotekar end omvendt, synes jeg i den grad er at nedgøre bibliotekarernes faglighed og den uddannelse de faktisk har brugt en del år på.

Men det kan selvfølgelig være svært at lære de såkaldt introverte bibliotekarer servicebegrebet i praksis, for de vil jo alle hellere sidde bag skrivebordet med næsen i en bog - altså ifølge Gulmann. Det må i den grad siges at være en gammeldags generalisering. Bibliotekarer er i dag en mangfoldig gruppe af forskellig køn, alder, etnicitet og ikke mindst typer - og de kan altså ikke alle rubriceres under den introverte læsehest. Personligt kender jeg bibliotekarer der dyrker samba, korsang og fodbold. Jeg kender bibliotekarer, der elsker at høre dem selv tale til store forsamlinger og dem der er vilde med at skrive, jeg kender bibliotekarer i sort tøj, med skæg, med langt hår og kort hår, jeg kender dem med og uden briller, jeg kender dem der er til pop-musik og dem der er mere til irsk folkemusik er heavyrock. Jeg kender nogen, der stort set aldrig læser en bog, nogen der læser flere om ugen, nogen der spiller alle de nye PS3-spil og nogen der læser alle de nye pegebøger. Jeg kender nogen der drikker øl, nogen der drikker vin og nogen der slet ikke drikker.

Bibliotekarer er meget forskellige og jeg synes netop at forskelligheden er en af styrkerne ved vores folkebiblioteker. Og derfor er jeg heller ikke ubetinget positiv overfor Gulmanns uniforms-idé. Selvfølgelig skal det på en eller anden måde synliggøres, hvem der er personalet og hvem man kan spørge, men jeg synes det kan gøres uden at bibliotekarerne skal ligne stewardesser...

Selvom jeg er uenig med Gulmann i mange af hans betragtninger, så mener jeg faktisk ikke, at vi som "stand" er så ignorante overfor service-spørgsmålet som han påstår. Jeg synes faktisk vi er gode til at diskutere netop vores serviceniveau og hvordan vi yder den bedste service for vores brugere, både hvad angår indretningen og vores kontakt til dem. Men det er klart, at det ikke er noget vi nogensinde bliver færdige med - og jeg håber da, at Gulmanns indlæg puster liv i debatten rundt om i bibliotekerne, så vi fortsat kan højne servicen for vores brugere.

Få stof til eftertanke i Aalborg

En pludselig indskydelse og vi endte i en baggård i Aalborg. Op af trappen og vi stod i Galleri Artmusic.

Her blev vi overvældet af humoren og charmen i Torben Mersholms fantastiske malerier med titler som "Det rør mig overhovedet ikke", "Stof til eftertanke", "Jeg har en høne at plukke med dig" og "Jeg holder hovedet koldt".

Udstillingen kan ses i Galleri Artmusic til den 31. maj (og den er VIRKELIG et besøg værd).

Jeg ved godt hvad jeg skal til at spare sammen til....

Opdatering: jeg besøgte udstillingen igen i denne weekend - og den var stadig lige facinerende. Næste chance for at se noget til Torben Mersholms malerier er i påsken 2010.

Cubansk guerillakrig

Guevara, Ernesto "Che", 1928-67, argentinsk født revolutionær.

Che Guevaras revolutionære idealisme og karismatiske figur gjorde ham til et vigtigt symbol for venstrefløjen i Latinamerika og Europa.

Jeg gik i biografen den anden dag for at se filmen "Citronlunden", men pga. fejl i programmet endte jeg med to timers cubansk guerilla-krig i stedet for.
En gang i min pure ungdom så jeg op til Che Guevara uden dog at vide præcis, hvem han var og hvad han stod for. Desværre blev jeg ikke meget klogere på det ved at se første del af Steven Soderberghs film om "Che - Argentineren".

Til gengæld fik jeg et godt indblik i den velorganiserede oprørsgruppe og fandt det sympatisk at Che oprettede skoler for de mange analfabeter, der meldte sig til de revolutionære styrker, fordi revolutionen ikke kun vindes med våben.

Filmen var lang, når vi med en astmatisk hostende Che bevægede os rundt i de frodige cubanske skove, men Benicio Del Toro som Che gjorde filmen værd at se.

Cirkeline har fødselsdag

Det er ikke til at se det, men den unge pige i den prikkede kjole fylder 40 år. Eller faktisk er hun endnu ældre, for Hanne Hastrup tegnede det runde ansigt endnu tidligere. Men den første bog med Cirkeline udkom for 40 år siden.
Siden er det blevet til flere bøger og film - den sidste, som billedet også er fra, er "Ost og Kærlighed"

Jeg holder meget af Cirkeline, og håber at hun - trods det at hun ikke er 3D-animeret - fortsat kan fornøje store og små børn.

Når nyt og gammelt mødes....

....så opstår der ikke altid sød musik.

Jeg kunne forstå på museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den gamle by i Århus, da han optrådte i P1-programmet "Stedsans" forleden, at han ikke er ubetinget glad for naboen - Århus' højhus "Prismet". Det ødelægger nemlig illusionen.

For mig er spørgsmålet så, om et museumsbesøg skal være en illusion? jeg ved at der er gjort meget for at bevare illusionen i Den gamle By, men det er jo netop ikke andet end en illusion. Hele tiden kan man høre Viborgvej og på en varm dag også liv og glade dage i Botanisk Have som er nærmeste nabo.

Jeg elsker Den gamle By, men jeg kom også til at holde af Prismet, da det skød op overfor mit første rigtige hjem på Vesterbrogade. Og jeg kan netop huske, at jeg syntes at kontrasten mellem Den gamle By og Prismet var rigtig fin.

Billedet er fra www.aarhus.dk

Og så tilbage til illusionen. For jeg synes helt personligt IKKE, at et museumsbesøg skal være en illusion. Ligegyldigt hvad, så vil publikum jo være bevidste om, at de er på museum - og så er der jo ingen grund til at skjule det... Ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde er man meget bevidste om netop dette - og forsøger ikke engang. Man bliver vist rundt af unge i t-shirt og jeans og sejlet ud i vikingeskibene af gutter i anorakker.

Det er et hvert museums eget valg, hvordan deres formidling skal være. Det charmerende ved Den gamle By er netop levendegørelsen og de historisk korrekte scenarier. Og det synes jeg absolut ikke der er noget galt i. Men det er et museum, der ligger inde midt i Århus og derfor må det leve med de naboer, der hører til inde i en by.

Jeg - en teater-feinschmecker

Tidligere på året, så jeg den bedste teaterforestilling jeg nogensinde har set - "Breaking the Waves" på Odense Teater.

Jeg er åbenbart ikke ene om at mene, at det var formidabelt teater, for i søndags blev netop "Breaking...." tildelt en Reumert for året forestilling. Og det var fuldt fortjent (siger jeg, der ikke havde set en eneste af de andre nominerede forestillinger).
Cecilie Stenspil var også nomineret som bedste kvindelige hoevdrolle, men her gik prisen til Tammi Øst (for en forestilling, som jeg selvfølgelig heller ikke havde set).

Scenekunstnerne hyldede ellers sig selv og hinanden i et dejligt show fra Det kgl. Teater (med royal deltagelse af prins Joakim), hvor Jonathan Spang veloplagt guidede os igennem og hvor højdepunkterne for mig var Bamses forsøg på "at ballette" med en flok yndige "sulfo-fiser" og et lille uddrag fra en herlig forestilling: Klumpfisken. Skønne Birthe Neumann holdt aftenes ubetinget bedste takketale, da hun efter at have været nomineret to gange tidligere endelig vandt for bedste kvindelige birolle.

Som alle vinderne, vil jeg også gerne takke Bikubenfonden, for at støtte op om scenkunsten (og så love mig selv at gå endnu mere i teateret i den kommende sæson).

Specialeskrivning #6

Påskeferien er gået med at forberede mig på vejldermødet på torsdag den 16. april. Aftalen var, at jeg skulle have skrevet en beskrivelse af mine kilder og gerne også været gået i gang med et teori-afsnit.

Mine primære kilder er Lov om offentlig forsorg fra 1933, tre betænkninger afgivet af udvalget for de i forsorslovens kapitler XXIV-XXVII omhandlende personer om arbejdsanstalterne i årene 1953-1959, folketingets behandling af lovforslaget, som det blev fremsat af socialminister Julius Bomholt i december 1960 og endelig Lov om offentlig forsorg fra 1961.
Disse kilder præsenterer og beskriver jeg i et 16 sider langt dokument, som kan læses her.

Flere gange er jeg også gået i gang med et skrive mit teoriafsnit om menneskesyn, men det går ikke helt så godt. Der er jo et par dage til vi skal mødes, så måske får jeg hul på det inden.

Specialeskrivning #5 - Forbundne kar

Hvis jeg skal sige det selv, så går det ikke helt vildt godt med det der speciale lige nu. Jeg har i de sidste mange uger kæmpet mig igennem omkring 600 siders betænkninger fra 50'erne og folketingets første og anden behandling af Julius Bomholts forslag til en ny forsorgslov i folketingsåret 1960/61. Det hele forsøger jeg nu at koge ned til ca. 15 siders beskrivelse af disse primære kilder.
Samtidig har jeg forsøgt mig med at skrive et teori-afsnit, der skal handle om det lidt svævende begreb menneskesyn, hvorfor jeg også har læst om dette....

Emnet er jeg heldigvis stadig grebet af, og det er helt vildt spændende at se, hvordan tingene i den grad griber ind i hinanden. For at få det store overblik over, hvordan det var at være fattig, hvilke hjæpemuligheder der var, hvordan konjunkturerne bevægede sig osv. er jeg igang med Knud Vilbys rigtig interessante "Fattig i Danmark" der beskriver tiden fra sidst i 20'erne (Den store depression) til sidst i 70'erne (med bistandsloven i 1976 som en vigtig milepæl).

Netop den første tid fra sidst i 20'erne til 2. Verdenskrig var emnet for en helt speciel udgave af P1 Business i torsdags. Anledningen var godt nok den nuværende finanskrise, men emnet var netop fattigdommen, den sociale nød og det sociale arbejde.
Historien blev fortalt af tre, der selv har oplevet den: Haldor Topsøe (født 1913), Ejner Engeberg (født 1914) og Anker Jørgensen (født 1922).
Det var historien om arbejdsløshed, folkekøkkener, Marshall-hjælp og meget mere. Men det var også en historie, der fik mig til at indse, at min historiske interesse for fattigdom og socialpolitik selvfølgelig har tråde ud til mange andre hjørner af samfundet.

Det er muligt at høre hele udsendelsen (58 minutter) på programmets hjemmeside.

Kejserpingvinerne på march

Jeg tror det var Susanne, der først fortale mig om filmen Pingvinmarchen. Jeg er ikke den store dyrefilm-fan, så jeg har ikke gjort noget for at komme til at se filmen, men da den i går gik på DR1 satte jeg mig tilrette i sofaen for at opleve pingvinmarchen.

Det var en smuk og betagende film om de store pingviner, der lever på Sydpolen - et barsk sted må man sige med temeperaturer ned til 60 minusgrader og masser af snestorme.
De lidt kluntede pingviner bevæger sig i store kolonier fra havet og ind på land, for at finde en mage og lægge æg. Det er et betagende syn når de store flokke skiftevis vralter og glider elegant afsted på maven. Når de har fundet det helt rette og sikre sted begynder kurmageriet og når magen er fundet begynder den smukke parringsdans.



Der lurer mange farer for en lille ny familie: hunne lægger godt nok ægget, men skal så skynde sig tilbage til havet og spise og hente mad til ungen. derfor skal ægget trilles fra mor til far - og det er en farlig proces for bare få sekunder udenfor en af de voksnes beskyttende lag af fedt og fjer betyder at ægget fryser og går til grunde.
Fædrene udruger æggene mens mødrene tager turen tilbage til havet efter forsyninger. I havet lurer enkete farer, men den største fare er kulden. De voksne pingviner kan klare den, men det kan de små nyudklækkede unger ikke. Mødrene til en død unge kan blive så syge af sorg at de forsøger at kidnappe de andres unger.

Gennem vinteren opholder ungerne sig inde på isen, hvor hannerne og hunnerne skiftes til at komme med forsyninger til dem og når foråret kommer er de selv klar til at komme med ud til havet....

Filmen og musikken spillede flot sammen og jeg nød for en gang skyld at se en dyrefilm.

Læs mere om Kejserpingvinerne hos Pandeclubben.

En verden i ler

Jeg havde ikke nogen specielle forventninger, da jeg i går drog ud i det fynske forår for at se nærmere på Danmarks Keramikmuseum i Middelfart. Så kan man jo ikke blive skuffet, men der var nu overhovedet heller ikke noget at blive skuffet over:

Lige ned til Lillebælt - midt mellem de to broer - fandt vi "Grimmerhus".

Opført i 1856-57 som aftægtsbolig for herremanden Niels Basse Fønss fra det nærliggende Hindsgavl Slot.

Siden 1994 har denne prægtige bygning rummet Danmarks Keramikmuseum, der i dag, udover en egen samling på ca. 2200 værker, udstiller både dansk og internationalt keramik.

Indenfor i de flotte lyse rum kunne vi nyde udstillingen over to etager med den danske keramiker Lotte Glob. Mange vil sikkert huske hende fra et Søren Ryge-program, hvor han besøger hende i Skotland og hvor der er en helt fortryllende scene med Lotte og hendes flydende sten, som lægges op på stranden, så tidevandet kan komme og lege med dem.

Lotte kan meget andet end at lave flydende sten og hendes værker var i stort omfang inspireret af den flotte og vilde skotske natur. Det var i sandhed en rejse i både keramikkens og naturens verden.

Hendes søde - og måske enfoldige - figurer fandt straks plads i vores hjerter.

Grimmerhus er afgjort et besøg værd - også mere end en gang. Bare turen rundt i den lille park/have, der selvfølgelig også prydes af keramiske værker, kan gøres igen og igen. Især på en dag som igår, hvor himlen og bæltet var blåt og man kunne høres spættens karakteristiske hamren i skoven ved siden af.

Fodbold er også en slags kultur...

..og jeg blev fanget af spændingen i AaB's UEFA-eventyr. Derfor har jeg de sidste uger fundet mig selv foran TV'et når de bolchestribede fra Aalborg udfordrede forskellige internationale hold i UEFA-cuppen. Og jeg må endda indrømme, at det var hårdt for nerverne og blodtrykket i aftes da nordjyderne desværre røg ud af turneringen.

Jeg har spurgt mig selv (og andre) om min forbigående fodboldvirus skyldes, at det lige netop var AaB, der klarede sig så godt i en international turnering - fordi jeg tæller absolut flest AaB-tilhængere blandt mine fodboldinteresserede venner - eller om de sidste kampe virkelig har nået landsholdslignende tilslutning fra den brede befolkning?

Mon ikke det er en blanding? Jeg kan da godt lide at kunne snakke med, når føromtalte fodboldinteresserede venner taler fodbold, men jeg tror også at AaB med denne præstation nåede langt ud over Nordjyllands grænser og vandt hjerter for sig i hele landet.

Omend kun for en stund og kun halvt, for i den hjemlige turnering vil folks hjerter selvfølgelig fortsat banke for de hold de altid har banket for.

Men dejligt var det at se et dansk hold klare sig så godt i en international turnering (og dejligt var det alligevel også, at AaB klarede sig bedre end FCK).

Ministeren mener noget igen....

I denne måned mener hun noget om film.

Dansk film kan noget og vil noget. Dansk film er en betydelig medskaber af vores danske identitet. Film gør os klogere både på verden og på os selv.
Dansk film kom med Dogme-filmen ind i en positiv udvikling, hvor der stort set kun var medvind på cykelstierne og selvom det har ændret sig lidt undervejs, så høster dansk film stadig stor anerkendelse i udlandet og det danske publikum er vilde med dansksprogede film - således er 1/3 af de biografbilletter, der sælges i Danmark til danske film.

Kulturministeren ser det "som en vigtig politisk opgave fortsat at skabe fornuftige rammer for dansk film og fremtidssikre filmeventyret til glæde for os alle sammen."

Fest på Gasværket

"Elsk mig i nat" på Gasværket var, trods nogen halvlunkne anmeldelser, en fest! Vi fik alle de gode og kendte hits fra 80'erne: Den jeg elsker, Mandagsstævnemøde, Sig du kan li mig, Bag duggede ruder, Safari, Indianer, Elsk mig i nat, Glor på vinduer og mange mange flere.

Historien er enkel: opløst 80'er-band uden den helt store succes mødes efter 15 år og skeletterne rasler ud af skabene. Der er bitterhed og skuffelse, kærlighed og genforening, sorg og glæde. Det hele er sovset ind i (på den absolut gode måde!!!) 30 dejlige 80'er-hits, der spiller rigtig godt op til handlingen.

Scenografien på Gasværket var skøn og rummet blev udnyttet og brugt på en god og kreativ måde. Remedierne på scenen var enkle, men ved hjælp af en fantastisk lyssætning skiftede stemningen hele tiden.
Magi i luften er et af mine absolutte 80'er-hits og det blev helt fortryllende fremført af Casper Phillipson og Charlotte Fich i en fantastisk flot scene.
Ellers må Mille Dinesen også fremhæves for hendes kiksede rolle som Pia og jeg var også imponeret af de to nye talenter Joakim Tranberg og Marie Nedergaard. Det giver sig selv at Szhirley og Jimmy Jørgensen klarede rollerne fint (og så er Jimmy jo hot i læderbukser).

Forestillingen spiller til 16. maj, så der burde være mulighed for at få billeter. Jeg vil klart anbefale den som optakt til en festlig bytur :-)

Øv!

Jeg var en af de millioner af mennesker, der med spænding og længsel havde glædet mig til "Mænd der hader kvinder". Og bevares - det var da en god film, men den kunne desværre ikke leve op til mine forventninger.
Selvom jeg ikke i detaljer kunne huske bogen, så udeblev spændingen, for min hukommelse blev vakt til live efterhånden som handlingen skred frem.
ØV!

Lars von Trier på de skrå brædder eller Størst af alt er kærligheden

Breaking the Waves i Vivian Nielsens dramatisering på Odense Teater er uden tvivl det bedste teaterstykke jeg til dato har set. Det rørte så dybt, at jeg stadig kan få tårer i øjnene ved tanken.
Historien vil være kendt af alle, der har set Lars von Triers film: I et skotsk dybt religiøst og temmelig afsondret samfund forelsker den unge og lidt enfoldige Bess sig i den noget ældre borebisse Jan. Hun oplever kærligheden, men også smerten og fortvivlelsen da Jan efter hvedebrødsdagene igen må ud på riggen.



Dybt troende, som hun er, beder hun til sin Gud om at Jan må komme hjem. Og hendes bøn bliver hørt: Jan kommer hjem - lam fra halsen og ned efter en ulykke på riggen...



Kan deres kærlighed nu redde dem? Bess forsøger af hele sit hjerte og med hele sin krop..... For størst af alt er kærligheden.

Jeg var helt med i samtlige 135 minuter, stykket var et dramaturgisk mesterværk og jeg frydede mig over samspillet mellem lyset og den fantastisk simple scenografi, der ved hjælp af en drejescene kunne bringe os ud på riggen, i kirken og lige lukt i helvede. Og jeg svømmede hen til musikken, der var så fantastisk velvalgt og spillede sammen med resten. Jeg blev grebet af skuespillerne: Cecilie Stenspiel som Bess, men også af Sophie Louise Lauring som svigerinden Dodo, Anders Gjellerup Koch som Jan og ikke mindst Lars Simonsen som Dr. Richardson.

Sammen med store dele af resten af publikum græd jeg mig gennem de sidste 30 minutter og applauderede stående ensemblet.

Jeg husker filmen som kedelig, grå og langtrukken. Teaterstykket var medrivende!

Specialeskrivning #4 - Guldgruben

Jeg har fundet en guldgrube af gode oplysninger til at belyse, hvilket menneskesyn der var herskende i Forsorgsloven og i tankerne om offentlig forsorg.
Nemlig betænkninger afgivet af et udvalg nedsat af Socialministeriet. De har i årene fra 1948-1955 undersøgt forholdene for "De i forsorgslovens kapitler XXIV-XXVII omtalte personer" - det er arbejdsmodvillige personer, forsømmelige forsørgere, alkoholister, omstrejfere, erhvervs-og subsistensløse (herunder også prostituerede kvinder) m.fl.
Disse lever på kanten af samfundet og er ofte i berøring med det offentlige forsørgelsesvæsen - omend behandlingen af dem mere har karakter af "opbevaring" på anstalterne end egentlig socialt arbejde med at resocialisere disse.
Bare det, at disse grupper efter flere forskellige paragraffer i loven kan tilbageholdes på anstalterne rent administrativt - altså uden domsfældelse - siger noget om, hvor meget (eller lidt) man har regnet dem for (hvilket jo igen i dag er uhyggeligt aktuelt med den såkaldte Tuneser-sag).
Udvalget skal bl.a. undersøge, hvor ofte og i hvilke tilfælde disse paragraffer tages i brug - fordi Danmark på tidspunktet for betænkninge stod for at skulle ratificere Europarådets menneskeretskonvention - men det kunne vi jo ikke, hvis vi ved forsorgsloven faktisk selv brød principperne i selv samme konvention.

Der er altså en masse på spil i den 200 sider lange betænkning - og nye tanker og ideologier om etik og menneskerettigheder er dukket op.
Spændende!!

Nu forstår jeg hvorfor...

...alle har villet have mig til at se Juno. Fantastisk film!

Specialeskrivning #3

Jeg har de sidste dage arbejdet med indledningen til mit speciale, samtidig med at jeg læser. Det er vejlederens råd, at jeg skal læse, skrive og tænke nogenlunde samtidigt - og altså ikke bruge de første to måneder til at læse, for først derefter at skulle til at skrive.
Det betyder selvfølgelig, at alt hvad jeg skriver på dette tidlige stadie sikkert skal skrives om - eller i hvert fald gennemarbejdes grundigt på et senere tidspunkt.
Mit første udkast til en indledning kan læses her.

Resten af ugen vil jeg nok mest læse og så skal jeg lige have rettet projektbeskrivelsen til, så den passer med den kritik jeg fik af vejlederen.....

Nyt om børnekultur

I det nyeste nyhedsbrev fra Børnekulturportalen kan man bl.a. læse at Undervisningsministeriet nu har godkendt den nye tværministerielle diplomuddannelse i børnekultur, således at den forsøgsordning, der har kørt siden 2007 nu bliver permanent og vi har altså en uddannelse for alle, der arbejder med kunst- og kulturformidling for børn og unge.

SpeedLit

Den 11. februar skrev jeg om begrebet SpeedLit, som Odense Centralbibliotek introducerer i Danmark i aften.
Dét er åbenbart så interessant, at det har fundet vej til DR's landsdækkende nyhedsudsendelse kl. 18.30. Dejligt når bibliotekerne får noget positiv omtale, der fortæller andre historier end dem om filiallukninger og bogkassationer....

Hvad kvinder burde vide om mænd

Jeg grinede højt da jeg i eftermiddags så den romantiske komedie He's just not that into you. Den er ikke noget særligt, men alligevel fantastisk sjov og sød.
Og indrømmet: Det er jo lige præcis det vi piger gør: analyserer det hele. Tænk hvis man mødte en Alex, der lige kunne belære en om tegnenes betydning.

Skal døden være tabu på DR?

Jeg var fuld af forventninger da jeg første gang satte mig og så DRs nye familieserie "Mille".
Forventningerne havde jeg selvfølgelig, fordi DR plejer at levere varen når det gælder drama for både voksne og børn.

Og mine forventninger blev til fulde indfriet: jeg fik ca. 30 minutters velspillet og nærværende familiedrama, der lige fra starten satte de medvirkende på prøve. Min eneste anke fra starten var rent faktisk, at jeg synes at Clausens Kaffebar og Milles mor Leila virker sært anakronistiske i en serie, der rent faktisk formår at ramme det moderne pigeliv lige på kornet (men sådan er livet i Valby eller Sydhavnen eller hvor det nu foregår måske?).

Jeg vidste på forhånd, at serien ville komme til at dreje sig om tab, og vidste umiddelbart da Marie havde glemt sin cykelhjelm hvad der skulle ske. Så Maries tragiske død kom ikke bag på mig.
Dét gjorde den åbenbart på mange andre! Så meget at både DR og landets aviser har modtaget klager og læserbreve. De børn, der så det første afsnit, er blevet kede af det! Og børn skal åbenbart skånes for alt, hvad der gør dem kede af det eller hvad?
Det kan man altså ikke - og det må da netop være sundt for børn at opleve det som en form for "andenhåndserfaring" inden de helt sikkert selv på et eller andet tidspunkt kommer ud for sorg i deres eget liv. Allerede nu i 3. afsnit kan vi se at Mille stadigvæk er meget ked af det - men at hun også indimellem kan være glad og f.eks. grine og pjatte med sin mor.

Derfor er jeg helt på linje med Politikens Henrik Palle, der i en kommentar i dagens avis støtter DR og roser dem for at være kontroversielle og tage det svære og tabubelagte emne op.

Specialeskrivning #2

Så er projektbeskrivelsen sendt til Norge, til granskning hos vejlederen.
Hvis nogen skulle være VILDT interesserede, så kan den læses lige her.

NEJ! det kan den så ikke alligevel - det arbejder jeg lige lidt mere med.....

Og NU virker det! Skulle lige have styr på det der GoogleDocs.

Drømmenes hus i Kunsthallen Brandts

Et hus med 14 værelser - alle genkendelige som soveværelse og køkken, men alle også totalt skæve, så der f.eks. er en ræv i ovnen, kakelakker i mønster på wc'et, overvågning i alle rum, stole i bunker, fjer i badekarret og adgang mellem rummene via skabe og hemmelige tunneller.

Det er virkeligheden i Kunsthallen Brandts 21. sanseudstilling for børn (i alle aldre). Denne udstilling er udarbejdet af Marie Rosendahl Chemnitz og Tue Biering, der begge har en baggrund indenfor teaterverdenen. Og man føler sig da også netop hensat til en surrealistisk scenografi, når man bevæger sig rundt i de 14 rum og støder på bilvrag, bunker af gamle videobånd, udtjente polstermøbler, udstoppede dyr og et sandt virvar af unger, der hurtigt har taget husets interne telefonsystem og overvågning til sig og på den måde leger en avanceret form for gemmeleg....

Alle kunne have godt af en tur i drømmelandet - både børn og voksne....
Udstillingen er åben til 7. juni.

Specialeskrivning #1

Mandag den 9. februar havde jeg det første møde med min specialevejlder og processen er nu skudt i gang.
Jeg har i løbet af studietiden været tændt på flere forskellige specialeemner: vejrets kulturhistorie, kvindebilledet som det iscenesættes i Alt for Damerne og åndsvageforsorgens historie. Valget er nu endelig faldet på fattigforsorgen - mere specifikt fattigforsorg i perioden 1933-1961 med særlig fokus på lovrevisionen i 1961.

Første skridt er at skrive en projektbeskrivelse, som danner udgangspunkt for specialet og for den kontrakt man skal skrive med sin vejleder. En sådan projektbeskrivelse skal indeholde følgende:

• Arbejdstitel
• Problemformulering
• Disposition
• Skitsering af teori/litteratur
• Skitsering af empiri/data
• Metodiske refleksioner
• Arbejdsplan

Og puha, jeg synes det er tidligt i processen at skulle tage stilling til ting som arbejdstitel, problemformulering og disposition. Men sundt at blive tvunget til at overveje det. Så det er jeg altså i gang med.... Vejlederen forventer at se skrift fra min hånd i denne uge, så jeg bliver også holdt til ilden.

Bankende hjerter mellem bogreoler

Man har gjort det i Australien og Belgien - og nu også i Odense. Speeddating med bogen som om omdrejningspunkt. Så hvis du endnu mangler at finde den eneste ene, så er Odense Centralbiblioteks tilbud om "SpeedLit" måske noget for dig.
Fire minutter får man sammen med hver af de andre deltagere af det andet køn - og så gælder det om - gennem den bog man har valgt at tage med - at får sporet sig ind på hinanden.
Arrangementet foregår på Odense Centralbibliotek torsdag den 26. februar, kl. 18.45.

Læs mere på bibliotekets hjemmeside.

En tur ned af den revolutionære vej

Leonardo DiCaprio og Kate Winslets præstationer i "Revolutionary Road" har fortjent alle de stjerner, de har fået i anmeldelserne. De er så utroligt smukke og så skrækindjagende grimme, når de gennemlever hele følelsesregisteret.
Filmen er rørende og tankevækkende, den er skræmmende og grum. Den sætter så mange ting på spil at jeg slet ikke er færdig med den endnu.

April og Frank Wheeler står midt i det vi vel allesammen frygter lidt, men som alligevel bliver et vilkår for de fleste: hverdagens trummerum, et helt andet liv end vi havde drømt - kort sagt livets håbløse tomhed. April har viljen til at ændre det, men verden er ikke gearet til et par med drømme - og håbløsheden trænger sig for alvor på.

Kate og Leo er fantastiske, men livets håbløse tomhed sættes også på spidsen af den psykisk syge John, spillet af Michael Shannon.

(Og så er jeg vild med, at der er blevet plads til Kate Winslet i en "sex-i-bil-scene". Måske er det tilfældigt, men for mig er det en lille hilsen til Titanic).

Kessler vs. Larsen

Rygterne svirrer: måske får vi nu virkelig kampen om WBA-bæltet i supermellemvægt mellem Mikkel Kessler og Mads Larsen. Jeg håber.....!!!!

Så er der snart DM i oplæsning igen

I min tid på Herning Bibliotekerne var jeg med i mange spændende projekter. Bl.a. var jeg med til at arrangere den første udgave af DM i oplæsning sammen med sjove og dygtige mennesker fra Aalborg Bibliotekerne.

DM i oplæsning blev til som en del af Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Velfærdsministeriets Læselystkampagne. Læselystkampagene har heldigvis fået tilført flere midler og det er kommet DM i oplæsning til gode, således at det kan afholdes igen i år.

Så her i foråret vil landets skoler og biblioteker genlyde af oplæsning, når 6. klasses elever vil kæmpe om at blive Danmarks bedste oplæser. Igen i år bliver konkurrencen planlagt af Herning Bibliotekerne og Aalborg Bibliotekerne i samarbejde med landets Centralbiblioteker - og igen i år afholdes finalen i Musikhuset i Århus.

Følg med i konkurrencen på DM's hjemmeside: www.dmioplaesning.dk , hvor man også kan se billeder fra forrige års komkurrence.

Den skal jeg vist se....

Traileren til "Mænd der hader kvinder" er nu blevet offentliggjort. Jeg glæder mig til at se Niels Arden Oplevs filmatisering af Stieg Larssons bøger.

Og Laurbærene går til...

... Hanne Vibeke Holst.

Forskelligt nyt om litteratur

Vinderne af "Vor tids danske roman" er nu fundet
Der er forskel på "smagsdommere" og publikum, når vor tids danske roman skal kåres. Således faldt "smagsdommernes" valg på Ib Michaels Vanillepigen, mens læserne valgte Carsten Jensens Vi, de druknede. Derudover var der faktisk sammenfald på tre af pladserne, da både Anne Marie Løns Prinsesserne, Morten Ramslands Hundehoved og Jakob Ejersbos Nordkraft havde fundet plads på såvel juryens som læsernes top 10.
Helt personligt er jeg da glad for, at jeg har læst hele 8 af læsernes favoritter (men ikke vinderen) og syv af juryens favoritter og at såvel den bog jeg ville have stemt på (Sv. Åge Madsen: Syv aldres galskab) som den jeg rent faktisk stemte på (Jungersen: Undtagelsen) fandt plads på hver deres top 10.

At der er forskel på de såkaldte "smagsdommeres" smag og den brede befolknings smag er vist ikke noget nyt, men debatten ruller for alvor lige nu. Også ovre hos Senturaklummen.

Bred vs. smal litteratur
I november skrev Robert Zola Christensen om bestselleren på Senturaklummen. I denne måned tager Mette Rosenkrantz Holst tråden op. Hun sætter bestseller-genren på spidsen - og kan ikke forstå, hvorfor den bliver så stedmoderligt behandlet. Hun beskriver en oplevelse, hvor hun går på biblioteket for at låne en god bog til ferien, men bibliotekaren slæber hende rundt i den smalle litteratur, så hun til sidst næsten flovt må hviske, at det vist bare er en bestseller hun er ude efter. Det kan bibliotekaren selvfølgelig ikke hjælpe med, for de er alle udlånt....

I en tid, hvor snart sagt alle kan blive forfattere, og mange bestsellers faktisk skrives af "ikke-forfattere" er diskussionen om litterær kvalitet selvfølgelig på sin plads, men hvorfor er det lige, at gode salgstal per definition IKKE kan forenes med litterær kvalitet? Ja, jeg spørger bare....

Leif Davidsen i Smagsdommerne
Det spørgsmål tror jeg også gerne Leif Davidsen vil have besvaret. Hans nyeste roman "På sporet af Hemmingway" blev mildest talt sablet ned af Smagsdommerne (altså de autoriserede på DR2) da den udkom. I torsdags fik han lov til at give svar på tiltale. Og det skal jeg love for, at han gjorde. Han mente at smagsdommerne var inkompetente og måske endda var fulde, da de afsagde deres dom. Han mente at de positive anmeldere og alle de begejstrede læsere ikke kan tage fejl. Men kan smagsdommerne så tage fejl? Er deres mening ikke lige så gyldig som andres?

Eller er det den dejlige danske Jantelov, der stikker hovedet frem her? Skal Davidsen bare ikke tro han er noget?
Jeg har ikke læst bogen, selvom jeg stort set har læst alle Davidsens tidligere bøger, men jeg blev faktisk påvirket af smagsdommerne, og har nu overhovedet ikke lyst til at læse den....

Min egen smagsdom
Trods eksamenslæsning og -feber bliver der tid til at læse skønlitteratur. Og det er altså heller ikke alt sammen lige godt... Jeg har lige afsluttet Liv Mørks Falken og Falkoneren. Det er den anden krimi skrevet af Meret Pryds Helle under pseudonymet Liv Mørk. Liv Mørk er en temmelig gennemført identitet med en fortid på bl.a. filmskolen i Lodz. Hun er blevet blind ved en bilulykke og lever nu i mørke. Og så har hun endda sin egen Facebook-profil.
På den måde eksperimenterer Pryds Helle med formen og identiteten og skriver bøger der er helt anderledes end dem hun skriver i sit eget navn. Og det er al mulig ære værd - der skal være plads til at eksperimentere.

Når det så er sagt, så må jeg sige, at såvel Falken og Falkoneren som 1'eren, Det øjet ikke ser, ikke er specielt velfungerende krimier. Jeg synes de er lidt utroværdige og jeg er ikke sådan helt vild med sproget. Dog er jeg lidt vild med nogen af de ikke specielt troværdige ting - bl.a. det blinde trekløver: Zak, Holm og Tom, der i 1'eren var ude at spille golf og her i 2'eren findes ude i Grib Skov med et haglgevær....

Pigeliv anno 2008

I valgfaget "Skab dig" har vi i efteråret arbejdet med identitet og forbrug. Og jeg er nu igang med den frie hjemmeopgave, som er eksamen i faget.

Jeg har valgt at se nærmere på, hvordan pigeliv iscenesættes i det meget populære pigeblad Olivia. Der er ingen tvivl om at pigeliv, ligesom alle vores andres liv, iscenesættes, for det er en af betingelserne i det senmoderne, hvor traditionerne ikke fortæller os, hvad vi skal gøre med vores liv.

Enhver er så at sige sin egen lykkes smed - og det er kun en selv der kan bebrejdes, hvis det ikke lykkes, for vi har jo allesammen alle valgmulighederne.

Det gælder også de helt unge, der i den grad skal skabe en egen identitet. Den skabes ved at spejle sig i rollemodeller: forældre og veninder, men også idoler og livsstilsmagasiner.

Olivia er sådan et livsstilsmagasin, der kan hjælpe pigerne til at finde deres livsstil og identitet.

Olivia har været meget omdiskuteret - i særdeleshed på min gamle arbejdsplads - for er det ikke med til at gøre pigernes barndom kort?

Jeg har nu nærstuderet flere af Olivia-bladene fra 2008. Og jeg tror nu ikke det er så galt.

Pigerne iscenesættes i bladene, som stærke, kreative, modebevidste piger, der ved hvad der rører sig blandt deres idoler. De piger, der er afbilledet bladene er naturlige piger med en smule make up, tøj i blandede prisgrupper og typiske "pige-frisurer". Der lægges vægt på, at de er på vej til at blive teenagere og dermed interesseret i mode og skønhed, fester og andre aktiviteter med veninderne. Men der lægges også vægt på, at barndommen ikke er slut: der er masser af stof om kæledyr og kreative gør-det-selv-ideer.

Alt i alt synes jeg faktisk Olivia er med til at give pigerne et billede af, at det er OK at være barn, at det er helt OK at gå klædt på forskellige måder, at det er fint at være skøn på en sund måde, at det er vigtigt at være en god veninde osv. Så jeg er ikke skeptisk over for Olivia, men tænker på det som en "virtuel veninde", nøjagtig som damebladene er det for os voksne.

Orla Prisen 2009

Så er det blevet tid til at uddele Orla prisen 2009. Prisen uddeles af DR i samarbejde med bl.a. Spørg Olivia og Boghandlerforeningen. I år uddeles prisen i fire kategorier: billedbøger, børnebøger, ungdomsbøger og fantsy. Tidligere år har der også været en tegneseriekategori, men da man i år lægger meget vægt på, at priserne uddeles til danske bøger, har det sikkert været svært at finde 6 tegneserier at nominere.

Tidligere år har jeg været lidt skeptisk overfor prisen, da den var baseret meget på salgstal og således ikke nødvendigvis på kvalitet. I år kan jeg se, at de seks bøger, der er nomineret i hver kategori er fundet ud fra tre parametre, der vægtes lige: børn har kunnet foreslå bøger, der er taget stikprøver af bibliotekernes udlånstal og der er en voksenjury, der er med til at udvælge de nominerede bøger. I sidste ende kan børn stemme på de nominerede bøger og en børnejury har så det afgørende ord.... Popularitet spiller altså stadig meget ind, men der lægges også vægt på kvaliteten. Og så er det fedt, at børnene i DEN grad har noget at skulle have sagt og på den måde betragtes som kompetente i forhold til deres egen kulturforbrug.

Da jeg jo ikke længere har min daglige gang i børnebiblioteket, er jeg helt klar ikke med på, hvad der udkommer af børnebøger. Derfor er der mange af nomineringerne, som jeg slet ikke kender til. Men der er da et par stykker af dem, somjeg nu har bestemt mig for at tjekke ud. Det gæder børnebogen "Slip aldrig Samiras hånd" og ungdomsbøgerne "Louis 121092-2922" og "Date med en engel".

Læs selv mere om Orla prisen og de nominerede bøger og lad dine børn stemme på DR's hjemmeside.

Persepolis

Jeg er ikke så god til at gå i biografen, men heldigvis kan biblioteket (og Louise) sørge for, at der hele tiden er DVD'er at se. I aftes var der ikke andet end Årets Sportnavn 2008 i fjerneren - og så var det rart at jeg midt på ugen havde hentet PERSEPOLIS på biblioteket.

Jeg læste Marjane Satrapis fantastiske Graphic Novels om barndommen i Iran og Wien for et par år siden, og har lige siden glædet mig til at se filmen. Og jeg blev ikke skuffet. Barnet Marjanes ukuelig tro på revolutionen og sig selv som den nye profet er skildret kærligt, humoristisk og troværdigt. Skildringen af familien Satrapis liv i det præstestyrede Iran, hvor kassettebåndene med Iron Maiden må købes i smug på det sorte marked, hvor man bliver stoppet på gaden, hvis man har "punk-sko" på og hvor forældrenes fester holdes i skygge af de familiemedlemmer, der tilbringer tiden i fængsel er nærværende og godt fortalt.
Det er svært at finde sig til rette og blive en ung kvinde i et så undertrykt land, men det er faktisk ikke lettere i det frie Wien, hvor Marjane er ensom og udenfor.

Det er en fantastisk film, om et pige og ung kvindes udvikling, om at leve på trods, om familedammehold og identitet. Det giver et fantastisk indblik i det præstestyrede Iran i tiden fra 1978 og ca. 15 år frem. Den kan klart anbefales - og skulle noegn finde på at indvende, at det jo er en tegnefilm, så må jeg sige, at den er så elegant tegnet, at det kun er en styrke.

Se traileren herunder og læs mere om filmen på den danske hjemmeside.

Ministeren....

....holder tilsyneladende stadig juleferie og mener derfor åbenbart ikke rigtigt noget i januar.
Men måske, det kommer...

Inger Christensen

cikaderne findes; cikorie, chrom
og citrontræer findes; cikaderne findes;
cikaderne, ceder, cypres, cerebellum
Inger Christensen, Alfabet 1981

Inger Christensen har skrevet en lang række fantastiske digte, som har gjort stort indtryk på mig. Hendes logiske systematik i Alfabet facinerer mig og det er vildt imponerende at nogen overhovedet kan skrive en sonetring som Sommerfugledalen.

Jeg læser ikke mange digte, men lige præcis Alfabet tager jeg af og til ned fra bogreolen, og glædes over poesien og gruen i de fine og præcise billeder hun skaber med sine ord.

Inger Christensen døde i fredags 73 år gammel og Danmark blev en stor lyriker mindre.

Læs mere om Inger Christensen på Litteratursiden.