Kejserpingvinerne på march

Jeg tror det var Susanne, der først fortale mig om filmen Pingvinmarchen. Jeg er ikke den store dyrefilm-fan, så jeg har ikke gjort noget for at komme til at se filmen, men da den i går gik på DR1 satte jeg mig tilrette i sofaen for at opleve pingvinmarchen.

Det var en smuk og betagende film om de store pingviner, der lever på Sydpolen - et barsk sted må man sige med temeperaturer ned til 60 minusgrader og masser af snestorme.
De lidt kluntede pingviner bevæger sig i store kolonier fra havet og ind på land, for at finde en mage og lægge æg. Det er et betagende syn når de store flokke skiftevis vralter og glider elegant afsted på maven. Når de har fundet det helt rette og sikre sted begynder kurmageriet og når magen er fundet begynder den smukke parringsdans.



Der lurer mange farer for en lille ny familie: hunne lægger godt nok ægget, men skal så skynde sig tilbage til havet og spise og hente mad til ungen. derfor skal ægget trilles fra mor til far - og det er en farlig proces for bare få sekunder udenfor en af de voksnes beskyttende lag af fedt og fjer betyder at ægget fryser og går til grunde.
Fædrene udruger æggene mens mødrene tager turen tilbage til havet efter forsyninger. I havet lurer enkete farer, men den største fare er kulden. De voksne pingviner kan klare den, men det kan de små nyudklækkede unger ikke. Mødrene til en død unge kan blive så syge af sorg at de forsøger at kidnappe de andres unger.

Gennem vinteren opholder ungerne sig inde på isen, hvor hannerne og hunnerne skiftes til at komme med forsyninger til dem og når foråret kommer er de selv klar til at komme med ud til havet....

Filmen og musikken spillede flot sammen og jeg nød for en gang skyld at se en dyrefilm.

Læs mere om Kejserpingvinerne hos Pandeclubben.

SpeedLit

Den 11. februar skrev jeg om begrebet SpeedLit, som Odense Centralbibliotek introducerer i Danmark i aften.
Dét er åbenbart så interessant, at det har fundet vej til DR's landsdækkende nyhedsudsendelse kl. 18.30. Dejligt når bibliotekerne får noget positiv omtale, der fortæller andre historier end dem om filiallukninger og bogkassationer....

Skal døden være tabu på DR?

Jeg var fuld af forventninger da jeg første gang satte mig og så DRs nye familieserie "Mille".
Forventningerne havde jeg selvfølgelig, fordi DR plejer at levere varen når det gælder drama for både voksne og børn.

Og mine forventninger blev til fulde indfriet: jeg fik ca. 30 minutters velspillet og nærværende familiedrama, der lige fra starten satte de medvirkende på prøve. Min eneste anke fra starten var rent faktisk, at jeg synes at Clausens Kaffebar og Milles mor Leila virker sært anakronistiske i en serie, der rent faktisk formår at ramme det moderne pigeliv lige på kornet (men sådan er livet i Valby eller Sydhavnen eller hvor det nu foregår måske?).

Jeg vidste på forhånd, at serien ville komme til at dreje sig om tab, og vidste umiddelbart da Marie havde glemt sin cykelhjelm hvad der skulle ske. Så Maries tragiske død kom ikke bag på mig.
Dét gjorde den åbenbart på mange andre! Så meget at både DR og landets aviser har modtaget klager og læserbreve. De børn, der så det første afsnit, er blevet kede af det! Og børn skal åbenbart skånes for alt, hvad der gør dem kede af det eller hvad?
Det kan man altså ikke - og det må da netop være sundt for børn at opleve det som en form for "andenhåndserfaring" inden de helt sikkert selv på et eller andet tidspunkt kommer ud for sorg i deres eget liv. Allerede nu i 3. afsnit kan vi se at Mille stadigvæk er meget ked af det - men at hun også indimellem kan være glad og f.eks. grine og pjatte med sin mor.

Derfor er jeg helt på linje med Politikens Henrik Palle, der i en kommentar i dagens avis støtter DR og roser dem for at være kontroversielle og tage det svære og tabubelagte emne op.

Forskelligt nyt om litteratur

Vinderne af "Vor tids danske roman" er nu fundet
Der er forskel på "smagsdommere" og publikum, når vor tids danske roman skal kåres. Således faldt "smagsdommernes" valg på Ib Michaels Vanillepigen, mens læserne valgte Carsten Jensens Vi, de druknede. Derudover var der faktisk sammenfald på tre af pladserne, da både Anne Marie Løns Prinsesserne, Morten Ramslands Hundehoved og Jakob Ejersbos Nordkraft havde fundet plads på såvel juryens som læsernes top 10.
Helt personligt er jeg da glad for, at jeg har læst hele 8 af læsernes favoritter (men ikke vinderen) og syv af juryens favoritter og at såvel den bog jeg ville have stemt på (Sv. Åge Madsen: Syv aldres galskab) som den jeg rent faktisk stemte på (Jungersen: Undtagelsen) fandt plads på hver deres top 10.

At der er forskel på de såkaldte "smagsdommeres" smag og den brede befolknings smag er vist ikke noget nyt, men debatten ruller for alvor lige nu. Også ovre hos Senturaklummen.

Bred vs. smal litteratur
I november skrev Robert Zola Christensen om bestselleren på Senturaklummen. I denne måned tager Mette Rosenkrantz Holst tråden op. Hun sætter bestseller-genren på spidsen - og kan ikke forstå, hvorfor den bliver så stedmoderligt behandlet. Hun beskriver en oplevelse, hvor hun går på biblioteket for at låne en god bog til ferien, men bibliotekaren slæber hende rundt i den smalle litteratur, så hun til sidst næsten flovt må hviske, at det vist bare er en bestseller hun er ude efter. Det kan bibliotekaren selvfølgelig ikke hjælpe med, for de er alle udlånt....

I en tid, hvor snart sagt alle kan blive forfattere, og mange bestsellers faktisk skrives af "ikke-forfattere" er diskussionen om litterær kvalitet selvfølgelig på sin plads, men hvorfor er det lige, at gode salgstal per definition IKKE kan forenes med litterær kvalitet? Ja, jeg spørger bare....

Leif Davidsen i Smagsdommerne
Det spørgsmål tror jeg også gerne Leif Davidsen vil have besvaret. Hans nyeste roman "På sporet af Hemmingway" blev mildest talt sablet ned af Smagsdommerne (altså de autoriserede på DR2) da den udkom. I torsdags fik han lov til at give svar på tiltale. Og det skal jeg love for, at han gjorde. Han mente at smagsdommerne var inkompetente og måske endda var fulde, da de afsagde deres dom. Han mente at de positive anmeldere og alle de begejstrede læsere ikke kan tage fejl. Men kan smagsdommerne så tage fejl? Er deres mening ikke lige så gyldig som andres?

Eller er det den dejlige danske Jantelov, der stikker hovedet frem her? Skal Davidsen bare ikke tro han er noget?
Jeg har ikke læst bogen, selvom jeg stort set har læst alle Davidsens tidligere bøger, men jeg blev faktisk påvirket af smagsdommerne, og har nu overhovedet ikke lyst til at læse den....

Min egen smagsdom
Trods eksamenslæsning og -feber bliver der tid til at læse skønlitteratur. Og det er altså heller ikke alt sammen lige godt... Jeg har lige afsluttet Liv Mørks Falken og Falkoneren. Det er den anden krimi skrevet af Meret Pryds Helle under pseudonymet Liv Mørk. Liv Mørk er en temmelig gennemført identitet med en fortid på bl.a. filmskolen i Lodz. Hun er blevet blind ved en bilulykke og lever nu i mørke. Og så har hun endda sin egen Facebook-profil.
På den måde eksperimenterer Pryds Helle med formen og identiteten og skriver bøger der er helt anderledes end dem hun skriver i sit eget navn. Og det er al mulig ære værd - der skal være plads til at eksperimentere.

Når det så er sagt, så må jeg sige, at såvel Falken og Falkoneren som 1'eren, Det øjet ikke ser, ikke er specielt velfungerende krimier. Jeg synes de er lidt utroværdige og jeg er ikke sådan helt vild med sproget. Dog er jeg lidt vild med nogen af de ikke specielt troværdige ting - bl.a. det blinde trekløver: Zak, Holm og Tom, der i 1'eren var ude at spille golf og her i 2'eren findes ude i Grib Skov med et haglgevær....

Sigurd og musikken og børnene

Jeg har flere gange i løbet af december nydt at se Julefandango med Sigurd Barret - han er jo fantastisk musikalsk og lavede nogle dejlige programmer helt på børnenes præmisser.

I går sad jeg tilfældigvis også foran TV'et, da DR sendte Sigurds julekoncert fra DRs Koncertsal. Han sprudlede, sang, spillede og fortalte historier. Det bedste af det hele er at følge kameraet rundt i salen og se alle de små barneansigter, der er totalt opslugte af, hvad der foregår på scenen. Også dette show var på børnenes præmisser og der var jubel da børnene vandt over de voksne i klassisk-musik-quizzen.

Det er fedt, at Sigurd har fået sat den klassiske musik på børnenes dagsorden - og nu kunne jeg så høre, at han fra næste år starter et nyt program om opera. Der skal selvfølgelig være plads til pop og klassiske børnesange, men jeg synes det er dejligt, at børnene nu præsenteres for andre typer musik og tilbydes et kvalitetsalternativ til Hits for Kids. Jeg ved ikke om det kan måles på musikskolerne, men jeg har en formodning om, at Sigurd kan inspirere børn til at vælge andre instrumenter end guitar og trommer....

Hatten af for Sigurd Barret og alle andre, der laver børnekultur af høj kvalitet.

En te-drikkers dilemma

DR sendte i onsdags dokumentaren "Den bitre smag af te". Og smagen i min mund blev da også en smulle bitter, som programmet skred frem og teplukkernes sølle forhold blev præsenteret.

Jeg vil ikke her referere programmet, men blot komme frem med nogle af de tanker jeg har gjort, efter at have set, at også teplukkerne på Fair Trade-plantagerne levede en kummerlig tilværelse med hårdt arbejde, sygdomme og underernæring.

Min første reaktion var, at så nytter det jo alligevel ikke noget - og hvorfor så betale det dobbelte for er produkt, hvor det man (tror man) betaler ekstra for, netop er bedre forhold og lønninger for arbejderne. Men da jeg havde tygget lidt på det, så blev jeg alligevel enig med mig selv om, at jeg fortsat vil købe Fair Trade-produkter, fordi jeg mener det er den bedste måde at få min stemme som forbruger hørt. Min stemme, som siger, at jeg bekymrer mig om arbejderne i tredje verdens lande og om miljøet.

Mit håb er, at Fair Trade organisationen efter dette program (og måske efter pres fra forbrugerne) vil øge kontrollen med plantagerne og arbejde for demokratiet i plantagerne. Og det tror jeg ikke vi opnår ved helt at holde op med at købe Fair Trade-produkterne.

Men det er helt sikkert, at Fair Trade nu skal bruge nogle ressourcer på at genopbygge forbrugerne tillid til dem...

Kunst & erhverv

I min uddannelse på Kultur & Formidling arbejder vi en del med forholdet mellem kunst/kultur og erhvervsliv. Bl.a. har vi ved flere lejligheder diskuteret forestillinge Buttadeo, der var åbningsforestillingen da Silkeborg slog dørene op til deres "Jysk Musik og Teaterhus" i den gamle papirfabrik. Huset - og forestillingen - var blevet til på privat initiativ og det skabte en del konflikter....

Men forholdet mellem kunst/kultur og erhvervsliv er hele tiden aktuelt og i tordags så jeg i Smagsdommerne et eksempel på et helt aktuelt samarbejde mellem kunstneren Michael Brammer og den nordjyske bank Spar Nord. Michael Brammer har så vidt jeg forstår lavet noget udsmykning til Spar Nords hovedsæde, men det var ikke det essentielle i indslaget. Det specielle var, at Michael Brammer og Spar Nord i fællesskab havde en stand på en erhversledermesse i Aalborg Kongrescenter. På standen præsenterede Michael Brammer bl.a. malerier, der var parafraser over kendte logoer - men med andet indhold.....

Smagsdommerne var ikke udpræget positivt indstillet overfor denne happening, som de synes var forholdsvis indholdsløs. Jeg har svært ved at vurdere selve performancen, da jeg jo ikke var til stede på standen - men jeg synes klart at idéen med logo-malerierne er god.
Og jeg synes helt klart det er positivt at en bank på denne måde tør slippe tøjlerne og lade sig associere med en kunstner.
Hvad der så ellers kommer ud af samarbejdet mellem banken og kunstneren - og om de hver især får noget ud af det - må være helt deres egen sag.

Og så er det jo forøvrigt ikke helt nyt, det der med samarbejde mellem kunst og erhvervsliv. En af de første til at tage den kunstneriske handske op i Danmark, var den fremsynede forretningsmand Aage Damgaard fra Herning. Han lukkede kunstnerne ind på sine fabrikker allerede i 40'erne og 50'erne og havde et udmærket samarbejde med bl.a. Robert Jacobsen.

Grønlandske medier

Vi er vældigt internationale på SDU og i denne og næste uge har instituttet besøg af nogle studerende fra Grønland.
I går havde jeg undervisning med dem hele dagen og de fremlagde hver især de medieprojekter de lige nu har gang i. I den forbindelse måtte de jo lige introducere os andre for det grønlandske mediebillede - og det var stof, der er en eftertanke værd, når vi brokker os over vores hjemlige public service.

Den nationale tv-station KNR (Kalaalit Nunaata Radioa) sender i gennemsnit 43 minutters grønlandsksproget og grønlandsk produceret TV om dagen. Heraf er ca. 15 minutter den daglige nyhedsudsendelse inkl. vejret. Resten af tiden er den grønlandske befolkning henvist til genudsendelser fra DR (bl.a. Hokus Krokus) og andre udenlandske programmer. Og disse udenlandske programmer er vel at mærke tekstet på dansk.

Bor man i Nuuk er man så heldig at man via dekoder kan se godt og vel 20 udenlandske kanaler, men bor man ikke der, så må man nøjes med KNR.

Grønland er et stort land med en kultur og en befolkning, der ligger temmelig lang fra den danske, så selvfølgelig er deres mediebehov anderledes end vores. KNR formår altså bare ikke at afspejle den befolkning de har public service forpligtelse overfor.
Heldigvis har jeg nu stiftet bekendtskab med fem grønlandske studerende, der tager dette problem alvorligt og vil undersøge forskellige aldersgruppers ønsker til en national grønlandsk tv-kanal.