Sej superheltinde med pippi-power

Lisbeth Salander er stadig en sej superheltinde, der blæser på autoriteterne og har talent for overlevelse.



Men ud over, at jeg kunne sidde og blive imponeret over den spinkle piges enorme viljestyrke, var der ikke meget at blive imponeret over i "Pigen der legede med ilden". De store træk fra bogen var på plads i den to timer lange film, men de små historier var selvfølgelig ikke med. Jeg ved heller ikke helt om jeg savnede dem, for jeg synes faktisk at de to timer er omkring 20 minutter for lang tid.

Filmen er egentlig produceret til TV og det synes jeg godt man kunne se. I "Mænd der hader kvinder" var der lækre naturbilleder fra et skønt Sverige - de manglede helt i denne film, selvom der var oplagte muligeder for det. Til gengæld var der en del trasken omkring i Stockholms gader.
De vigtigste personer var selvfølgelig med - så kan man mene om castingen hvad man vil, for alle har selvfølgelig deres helt egne billeder af Zala og Robert Niederman - men der var også mange temmeligt perifere personer med, som vi godt kunne have undværet. F.eks. fylder politimanden Bublanki uforholdsmæssigt meget i historien.

Konklusionen på det hele bliver, at jeg ikke går i biffen og ser "Luftkastellet der blev sprængt", men venter til jeg kan se den på DVD.

For de bibliofile

Måske er jeg ikke den hurtigste knallert på molen, men jeg har lige nu stiftet bekendtskab med siden bogpriser.dk -og det vil jeg da lige dele.
Her kan man nemt og bekvemt lave en søgning på den bog man ønsker at købe, og så laver søgemaskinen en hurtig sammenligning af priserne hos forskellige boghandlere, så man slipper for selv at skulle surfe rundt i timevis.

Det er hurtigt - og der er penge at spare :-)

De vilde svaner er landet i Odense

I fredags var der stor ståhej i HC Andersens Hus.
Da åbnede udstillingen "De vilde svaner" nemlig. HC Andersens Eventyr om prinsessen Elisa er netop blevet filmatiseret og skuespillerne har ageret i kostumer tegnet af HM Dronning Margrethe og ikke mindst i scenografi, der består af dronningens decoupager.

Både kostumer og decoupager kan lige nu og frem til den 30. december opleves i HC Andersens Hus i Odense. Og de er absolut et besøg værd. Der er en utrolig detaljerigdom i decoupagerne og de to-dimensionelle plader optræder med en dybde, der er en guldaldermaler værdig. Og det hele er altså skabt af udklip fra magsiner, auktionskataloger o.l.

Filmen havde også galla-premiere i fredags og jeg har kun set et kort glimt af den. Men også det var fint. Filmen er blevet til med samme teknologi, som den vi kender fra bl.a. vejrudsigten (green-screen), hvor skuespillerne har ageret på en blå eller grøn baggrund - og decoupagerne er så brugt som scenografi. Derfor er det muligt at udstille hele 43 af dem, fordi de kun er ca. 35*45 cm store.

Skulle du have et ærinde i Odense i løbet af efteråret, så besøg endelig HC Andersens (det er faktisk også rejsen værd...).

Første biografklubfilm

Den første biografklubfilm var Rumle Hammerihs "Headhunteren" med Lars Mikkelsen i hovedrollen som headhunterenMartin Vinge. Han får til opgave at finde arvtageren til Danmarks mest indflydelesesrige familiedynasti.
Filmen præsenteres som em thriller og der er mange spændende temaer på spil - bl.a. selvfølgelig omkring magten og pengene, men også om far-søn forhold, der spiller en rolle både i det store familiedynasti og i Vinges private liv.

Det var en af de film i biografklubben jeg forventede mig mindst af, men jeg blev faktisk positivt overrasket. Temaerne blev behandlet rigtig fint (forhåbentlig lige lovligt dramatisk i forhold til den virkelige verden) og der var nogle rigtige gode skuespilpræstationer.

Store følelser på spansk

Anmelderne har ikke allesammen været lige begejstrede for Pedro Almodóvars nye film "Brudte Favntag". Men det var jeg til gengæld.

Filminstruktørern Mateo (Lluís Homar) indleder et forhold til den smukke skuespiller Lena (Penélope Cruz) , velvidende at hun er pengemanden og produceren Ernesto Martels elskerinde. Det er dømt til at gå galt - og det gør det.
Mateo mister synet - og sin elskede - i en tragisk bilulykke.

Filmen fortælles i to spor: et nutidigt, hvor den blinde Mateo - nu kendt som forfatteren Harry Caine - pga. Martels død får rippet op i minderne fra dengang. Og et fortidigt, hvor vi følger Mateo og Lenas kærlighed - og den jalousi, der følger i kølvandet på den.

Almodovar får virkelig åbnet op for nogle store følelser, men på en dejlig usentimental måde. Det er både den erotiske kærlighed mellem mand og kvinde, men også et homoseksuelt tema slåes forsøgsvis an. I tillæg kommer også far-søn-realtionen, som ikke nødvendigvis behøver at hænge sammen med DNA'en, men måske alligevel gør det.
Og så er filmen helt fantastisk flot filmet. Især to scener betog mig meget: en sex-scene lige i starten, hvor kameraet langsomt bevæger sig langs ryggen på en rød plyssofa, og det eneste vi ser er en ryg, der indimellem skyder op over kanten på sofaen. Og en flot, flot scene fra et fantastisk landsskab på Lanzarote.

Min begejstring skyldes nok først og fremmest, at jeg ikke har mange tidligere Almodóvar-film at sammenligne med - og så de smukke billeder, der er fortættede af farver og sanselighed.