Når nyt og gammelt mødes....

....så opstår der ikke altid sød musik.

Jeg kunne forstå på museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den gamle by i Århus, da han optrådte i P1-programmet "Stedsans" forleden, at han ikke er ubetinget glad for naboen - Århus' højhus "Prismet". Det ødelægger nemlig illusionen.

For mig er spørgsmålet så, om et museumsbesøg skal være en illusion? jeg ved at der er gjort meget for at bevare illusionen i Den gamle By, men det er jo netop ikke andet end en illusion. Hele tiden kan man høre Viborgvej og på en varm dag også liv og glade dage i Botanisk Have som er nærmeste nabo.

Jeg elsker Den gamle By, men jeg kom også til at holde af Prismet, da det skød op overfor mit første rigtige hjem på Vesterbrogade. Og jeg kan netop huske, at jeg syntes at kontrasten mellem Den gamle By og Prismet var rigtig fin.

Billedet er fra www.aarhus.dk

Og så tilbage til illusionen. For jeg synes helt personligt IKKE, at et museumsbesøg skal være en illusion. Ligegyldigt hvad, så vil publikum jo være bevidste om, at de er på museum - og så er der jo ingen grund til at skjule det... Ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde er man meget bevidste om netop dette - og forsøger ikke engang. Man bliver vist rundt af unge i t-shirt og jeans og sejlet ud i vikingeskibene af gutter i anorakker.

Det er et hvert museums eget valg, hvordan deres formidling skal være. Det charmerende ved Den gamle By er netop levendegørelsen og de historisk korrekte scenarier. Og det synes jeg absolut ikke der er noget galt i. Men det er et museum, der ligger inde midt i Århus og derfor må det leve med de naboer, der hører til inde i en by.

Formidlingens svære kunst

Jeg har formidlet i mange år efterhånden: biblioteksorienteringer og anden undervisning på biblioteket, brochurer og foldere med læsetips, anmeldelser på skrift og tale, artikler, pressemeddelelser og mindre features til både fagblade og aviser.

Men det er først nu jeg er ved at lære det - altså sådan i akademisk forstand.
På studiet har vi i dette semester haft undervisning i retorik, i pressemeddelelsens opbygning, i webkommunikation, i skriftlig faglig formidling og i kropsholdning og stemmeføring. Og det har helt sikkert været en øjenåbner for mig: jeg er blevet opmærksom på uvaner og har fået tips og tricks til både min mundtlige og skriftlige formidling.

Sideløbende med den teoretiske tilgang er jeg jo så fantastisk heldig stillet, at jeg også stadigvæk formidler i praksis. Selvfølgelig her på bloggen, men også - og især - på Svendborg Museum, hvor man kan møde mig som omviser, legetante, madmor, fortællerske og meget mere.
Og det er til stadighed en udfordring. Der er ingen tvivl om at jeg elsker det - ligegyldigt om det er fattiggårdens historie eller nissernes kulturhistorie, så er jeg vild med at være på og kunne bidrage til både børns og voksnes viden.
Men det er og bliver en udfording: at finde det rigtige niveau og den rigtige tilgang, at vide hvornår jeg skal snakke og hvornår tilhørerne skal til orde, at holde opmærksomheden fanget - og overfor børnene: at sætte mig i respekt, så det er min dagsorden der følges.

Jeg lærer det hen ad vejen ved at tænke på det jeg har lært i teorien og ikke mindst ved at lære af mine fejl. Lige nu er jeg netop ved at opøve det der med at sætte mig i respekt og vise, at det er mig der bestemmer spillereglerne, når børn er på besøg på museet. Så kan man efterfølgende bedre give mere snor uden på den måde at miste kontrollen, mens det er enormt svært at komme den anden vej: starte med at være for flink og så efterfølgende ville sætte sig i respekt.

Det er en proces - og jeg bliver bedre og bedre.....