Viser opslag med etiketten musik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten musik. Vis alle opslag

onsdag den 18. marts 2009

Fest på Gasværket

"Elsk mig i nat" på Gasværket var, trods nogen halvlunkne anmeldelser, en fest! Vi fik alle de gode og kendte hits fra 80'erne: Den jeg elsker, Mandagsstævnemøde, Sig du kan li mig, Bag duggede ruder, Safari, Indianer, Elsk mig i nat, Glor på vinduer og mange mange flere.

Historien er enkel: opløst 80'er-band uden den helt store succes mødes efter 15 år og skeletterne rasler ud af skabene. Der er bitterhed og skuffelse, kærlighed og genforening, sorg og glæde. Det hele er sovset ind i (på den absolut gode måde!!!) 30 dejlige 80'er-hits, der spiller rigtig godt op til handlingen.

Scenografien på Gasværket var skøn og rummet blev udnyttet og brugt på en god og kreativ måde. Remedierne på scenen var enkle, men ved hjælp af en fantastisk lyssætning skiftede stemningen hele tiden.
Magi i luften er et af mine absolutte 80'er-hits og det blev helt fortryllende fremført af Casper Phillipson og Charlotte Fich i en fantastisk flot scene.
Ellers må Mille Dinesen også fremhæves for hendes kiksede rolle som Pia og jeg var også imponeret af de to nye talenter Joakim Tranberg og Marie Nedergaard. Det giver sig selv at Szhirley og Jimmy Jørgensen klarede rollerne fint (og så er Jimmy jo hot i læderbukser).

Forestillingen spiller til 16. maj, så der burde være mulighed for at få billeter. Jeg vil klart anbefale den som optakt til en festlig bytur :-)

fredag den 26. december 2008

Sigurd og musikken og børnene


Jeg har flere gange i løbet af december nydt at se Julefandango med Sigurd Barret - han er jo fantastisk musikalsk og lavede nogle dejlige programmer helt på børnenes præmisser.

I går sad jeg tilfældigvis også foran TV'et, da DR sendte Sigurds julekoncert fra DRs Koncertsal. Han sprudlede, sang, spillede og fortalte historier. Det bedste af det hele er at følge kameraet rundt i salen og se alle de små barneansigter, der er totalt opslugte af, hvad der foregår på scenen. Også dette show var på børnenes præmisser og der var jubel da børnene vandt over de voksne i klassisk-musik-quizzen.


Det er fedt, at Sigurd har fået sat den klassiske musik på børnenes dagsorden - og nu kunne jeg så høre, at han fra næste år starter et nyt program om opera. Der skal selvfølgelig være plads til pop og klassiske børnesange, men jeg synes det er dejligt, at børnene nu præsenteres for andre typer musik og tilbydes et kvalitetsalternativ til Hits for Kids. Jeg ved ikke om det kan måles på musikskolerne, men jeg har en formodning om, at Sigurd kan inspirere børn til at vælge andre instrumenter end guitar og trommer....

Hatten af for Sigurd Barret og alle andre, der laver børnekultur af høj kvalitet.