Debatten om, hvilken radiokanal der skal lukke, når medieforliget vil give en af de fire kanaler til en kommerciel operatør raser stadig.
Senest læste jeg i Politiken i går, at næstformand i DR's bestyrelse Ole Hyltoft, foreslår at det er "de unges" kanal P3 der skal lukkes. Den nyere danske musik fra P3 kan så flytte over på P4 og den udenlandske muisk kan høres på nette og DAB.
At lukke P3 ville være et kæmpe selvmål fra DR's side. P3 er meget mere end "de unges" musik: De sorte spejdere var vist ca. DR's mest dowloadede podcast, og i dag er vi mange der følger med i dilemmaerne i Mads og Monopolet, vågner op til Go' morgen P3 og får dagens nyheder vendt og sat på spidsen af Huxi og Karen - det bliver svært at blande det med P4's sendeflade.
DR kæmper for at fastholde de unge til deres tilbud på radio, tv og internet - og det er især i den forbindelse, at en lukning af P3 vil være et selvmål. For faktisk er P3 et godt og anerkendt brand blandt de unge. Aldersgruppen 13-18 år lytter i gennemsnit til radio 45 minutter om dagen - og når de gør det er P3 blandt favoritterne; for pigernes vedkommende lige efter The Voice, mens den hos de mere sportsinteresserede drenge ligger nummer 1*. Så når Ole Hyltoft overhovedet kan foreslå at lukke P3 er det ikke med de fremsynede briller på. For hvordan skal de opvoksende generationer vænne sig til at lytte til radio på FM-båndet, hvis den eneste public service-kanal de gider at høre lukker? Og hvem skal så lytte til P1, P2 og P4 i fremtiden?
*Fra bogen: Børn opvækst med medier og forbrug, red. Birgitte Tufte m.fl., 2009
Viser opslag med etiketten debat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten debat. Vis alle opslag
onsdag den 2. juni 2010
torsdag den 28. maj 2009
Serviceniveauet på bibliotekerne til debat
"Det er lettere at lære en butiksuddannet de elementære greb i at være bibliotekar end at lære en bibliotekar de elementære greb i servicefaget"
Udtalelsen er professor i byudvikling og formand for Dansk Designcenter Steffen Gulmanns og er at læse i en artikel i det nyeste nummer af Bibliotekspressen.
Hans kritik går på, at der ikke er meget service at hente på de danske folkebibliotker, hvor personalet ikke er opsøgende serviceorienterede og hvor bibliotekarerne er typisk introverte typer med hang til det bibliofile. Bibliotekarerne vil, når de mødes, hellere tale om bøger og biblioteker end om kunder og service.
Han giver bibliotekerne det råd, at lade sig inspirere at AppleStores rundt om i verden, hvor der ingen skranker er, og hvor personalet er genkendeligt. Han foreslår at bibliotekarerne skal "uniformeres" i lækkert tøj, der er i bedre kvalitet end deres eget tøj.
Jeg er enig i Gulmanns betragtninger om, at bibliotekerne vil kunne lære noget af butiksverdenen, hvad service angår. Vi er ikke gode nok til det opsøgende udlånsarbejde og mange af de bibliotekarer jeg kender, ved udmærket godt at den gode biblioteksbetjening finder sted mellem reolerne og ikke ved skrivebordet.
Så jo: der er en del at lære og inspiration at hente i butiksverdenen. Meeeeen, at påstå at det er lettere at lære en butiksansat de elementære greb i at være bibliotekar end omvendt, synes jeg i den grad er at nedgøre bibliotekarernes faglighed og den uddannelse de faktisk har brugt en del år på.
Men det kan selvfølgelig være svært at lære de såkaldt introverte bibliotekarer servicebegrebet i praksis, for de vil jo alle hellere sidde bag skrivebordet med næsen i en bog - altså ifølge Gulmann. Det må i den grad siges at være en gammeldags generalisering. Bibliotekarer er i dag en mangfoldig gruppe af forskellig køn, alder, etnicitet og ikke mindst typer - og de kan altså ikke alle rubriceres under den introverte læsehest. Personligt kender jeg bibliotekarer der dyrker samba, korsang og fodbold. Jeg kender bibliotekarer, der elsker at høre dem selv tale til store forsamlinger og dem der er vilde med at skrive, jeg kender bibliotekarer i sort tøj, med skæg, med langt hår og kort hår, jeg kender dem med og uden briller, jeg kender dem der er til pop-musik og dem der er mere til irsk folkemusik er heavyrock. Jeg kender nogen, der stort set aldrig læser en bog, nogen der læser flere om ugen, nogen der spiller alle de nye PS3-spil og nogen der læser alle de nye pegebøger. Jeg kender nogen der drikker øl, nogen der drikker vin og nogen der slet ikke drikker.
Bibliotekarer er meget forskellige og jeg synes netop at forskelligheden er en af styrkerne ved vores folkebiblioteker. Og derfor er jeg heller ikke ubetinget positiv overfor Gulmanns uniforms-idé. Selvfølgelig skal det på en eller anden måde synliggøres, hvem der er personalet og hvem man kan spørge, men jeg synes det kan gøres uden at bibliotekarerne skal ligne stewardesser...
Selvom jeg er uenig med Gulmann i mange af hans betragtninger, så mener jeg faktisk ikke, at vi som "stand" er så ignorante overfor service-spørgsmålet som han påstår. Jeg synes faktisk vi er gode til at diskutere netop vores serviceniveau og hvordan vi yder den bedste service for vores brugere, både hvad angår indretningen og vores kontakt til dem. Men det er klart, at det ikke er noget vi nogensinde bliver færdige med - og jeg håber da, at Gulmanns indlæg puster liv i debatten rundt om i bibliotekerne, så vi fortsat kan højne servicen for vores brugere.
Udtalelsen er professor i byudvikling og formand for Dansk Designcenter Steffen Gulmanns og er at læse i en artikel i det nyeste nummer af Bibliotekspressen.
Hans kritik går på, at der ikke er meget service at hente på de danske folkebibliotker, hvor personalet ikke er opsøgende serviceorienterede og hvor bibliotekarerne er typisk introverte typer med hang til det bibliofile. Bibliotekarerne vil, når de mødes, hellere tale om bøger og biblioteker end om kunder og service.
Han giver bibliotekerne det råd, at lade sig inspirere at AppleStores rundt om i verden, hvor der ingen skranker er, og hvor personalet er genkendeligt. Han foreslår at bibliotekarerne skal "uniformeres" i lækkert tøj, der er i bedre kvalitet end deres eget tøj.
Jeg er enig i Gulmanns betragtninger om, at bibliotekerne vil kunne lære noget af butiksverdenen, hvad service angår. Vi er ikke gode nok til det opsøgende udlånsarbejde og mange af de bibliotekarer jeg kender, ved udmærket godt at den gode biblioteksbetjening finder sted mellem reolerne og ikke ved skrivebordet.
Så jo: der er en del at lære og inspiration at hente i butiksverdenen. Meeeeen, at påstå at det er lettere at lære en butiksansat de elementære greb i at være bibliotekar end omvendt, synes jeg i den grad er at nedgøre bibliotekarernes faglighed og den uddannelse de faktisk har brugt en del år på.
Men det kan selvfølgelig være svært at lære de såkaldt introverte bibliotekarer servicebegrebet i praksis, for de vil jo alle hellere sidde bag skrivebordet med næsen i en bog - altså ifølge Gulmann. Det må i den grad siges at være en gammeldags generalisering. Bibliotekarer er i dag en mangfoldig gruppe af forskellig køn, alder, etnicitet og ikke mindst typer - og de kan altså ikke alle rubriceres under den introverte læsehest. Personligt kender jeg bibliotekarer der dyrker samba, korsang og fodbold. Jeg kender bibliotekarer, der elsker at høre dem selv tale til store forsamlinger og dem der er vilde med at skrive, jeg kender bibliotekarer i sort tøj, med skæg, med langt hår og kort hår, jeg kender dem med og uden briller, jeg kender dem der er til pop-musik og dem der er mere til irsk folkemusik er heavyrock. Jeg kender nogen, der stort set aldrig læser en bog, nogen der læser flere om ugen, nogen der spiller alle de nye PS3-spil og nogen der læser alle de nye pegebøger. Jeg kender nogen der drikker øl, nogen der drikker vin og nogen der slet ikke drikker.
Bibliotekarer er meget forskellige og jeg synes netop at forskelligheden er en af styrkerne ved vores folkebiblioteker. Og derfor er jeg heller ikke ubetinget positiv overfor Gulmanns uniforms-idé. Selvfølgelig skal det på en eller anden måde synliggøres, hvem der er personalet og hvem man kan spørge, men jeg synes det kan gøres uden at bibliotekarerne skal ligne stewardesser...
Selvom jeg er uenig med Gulmann i mange af hans betragtninger, så mener jeg faktisk ikke, at vi som "stand" er så ignorante overfor service-spørgsmålet som han påstår. Jeg synes faktisk vi er gode til at diskutere netop vores serviceniveau og hvordan vi yder den bedste service for vores brugere, både hvad angår indretningen og vores kontakt til dem. Men det er klart, at det ikke er noget vi nogensinde bliver færdige med - og jeg håber da, at Gulmanns indlæg puster liv i debatten rundt om i bibliotekerne, så vi fortsat kan højne servicen for vores brugere.
onsdag den 6. maj 2009
Når nyt og gammelt mødes....
....så opstår der ikke altid sød musik.
Jeg kunne forstå på museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den gamle by i Århus, da han optrådte i P1-programmet "Stedsans" forleden, at han ikke er ubetinget glad for naboen - Århus' højhus "Prismet". Det ødelægger nemlig illusionen.
For mig er spørgsmålet så, om et museumsbesøg skal være en illusion? jeg ved at der er gjort meget for at bevare illusionen i Den gamle By, men det er jo netop ikke andet end en illusion. Hele tiden kan man høre Viborgvej og på en varm dag også liv og glade dage i Botanisk Have som er nærmeste nabo.
Jeg elsker Den gamle By, men jeg kom også til at holde af Prismet, da det skød op overfor mit første rigtige hjem på Vesterbrogade. Og jeg kan netop huske, at jeg syntes at kontrasten mellem Den gamle By og Prismet var rigtig fin.
Billedet er fra www.aarhus.dk
Og så tilbage til illusionen. For jeg synes helt personligt IKKE, at et museumsbesøg skal være en illusion. Ligegyldigt hvad, så vil publikum jo være bevidste om, at de er på museum - og så er der jo ingen grund til at skjule det... Ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde er man meget bevidste om netop dette - og forsøger ikke engang. Man bliver vist rundt af unge i t-shirt og jeans og sejlet ud i vikingeskibene af gutter i anorakker.
Det er et hvert museums eget valg, hvordan deres formidling skal være. Det charmerende ved Den gamle By er netop levendegørelsen og de historisk korrekte scenarier. Og det synes jeg absolut ikke der er noget galt i. Men det er et museum, der ligger inde midt i Århus og derfor må det leve med de naboer, der hører til inde i en by.
torsdag den 26. februar 2009
SpeedLit
Den 11. februar skrev jeg om begrebet SpeedLit, som Odense Centralbibliotek introducerer i Danmark i aften.
Dét er åbenbart så interessant, at det har fundet vej til DR's landsdækkende nyhedsudsendelse kl. 18.30. Dejligt når bibliotekerne får noget positiv omtale, der fortæller andre historier end dem om filiallukninger og bogkassationer....
Dét er åbenbart så interessant, at det har fundet vej til DR's landsdækkende nyhedsudsendelse kl. 18.30. Dejligt når bibliotekerne får noget positiv omtale, der fortæller andre historier end dem om filiallukninger og bogkassationer....
mandag den 23. februar 2009
Skal døden være tabu på DR?
Jeg var fuld af forventninger da jeg første gang satte mig og så DRs nye familieserie "Mille".
Forventningerne havde jeg selvfølgelig, fordi DR plejer at levere varen når det gælder drama for både voksne og børn.
Og mine forventninger blev til fulde indfriet: jeg fik ca. 30 minutters velspillet og nærværende familiedrama, der lige fra starten satte de medvirkende på prøve. Min eneste anke fra starten var rent faktisk, at jeg synes at Clausens Kaffebar og Milles mor Leila virker sært anakronistiske i en serie, der rent faktisk formår at ramme det moderne pigeliv lige på kornet (men sådan er livet i Valby eller Sydhavnen eller hvor det nu foregår måske?).
Jeg vidste på forhånd, at serien ville komme til at dreje sig om tab, og vidste umiddelbart da Marie havde glemt sin cykelhjelm hvad der skulle ske. Så Maries tragiske død kom ikke bag på mig.
Dét gjorde den åbenbart på mange andre! Så meget at både DR og landets aviser har modtaget klager og læserbreve. De børn, der så det første afsnit, er blevet kede af det! Og børn skal åbenbart skånes for alt, hvad der gør dem kede af det eller hvad?
Det kan man altså ikke - og det må da netop være sundt for børn at opleve det som en form for "andenhåndserfaring" inden de helt sikkert selv på et eller andet tidspunkt kommer ud for sorg i deres eget liv. Allerede nu i 3. afsnit kan vi se at Mille stadigvæk er meget ked af det - men at hun også indimellem kan være glad og f.eks. grine og pjatte med sin mor.
Derfor er jeg helt på linje med Politikens Henrik Palle, der i en kommentar i dagens avis støtter DR og roser dem for at være kontroversielle og tage det svære og tabubelagte emne op.
Forventningerne havde jeg selvfølgelig, fordi DR plejer at levere varen når det gælder drama for både voksne og børn.
Og mine forventninger blev til fulde indfriet: jeg fik ca. 30 minutters velspillet og nærværende familiedrama, der lige fra starten satte de medvirkende på prøve. Min eneste anke fra starten var rent faktisk, at jeg synes at Clausens Kaffebar og Milles mor Leila virker sært anakronistiske i en serie, der rent faktisk formår at ramme det moderne pigeliv lige på kornet (men sådan er livet i Valby eller Sydhavnen eller hvor det nu foregår måske?).
Jeg vidste på forhånd, at serien ville komme til at dreje sig om tab, og vidste umiddelbart da Marie havde glemt sin cykelhjelm hvad der skulle ske. Så Maries tragiske død kom ikke bag på mig.
Dét gjorde den åbenbart på mange andre! Så meget at både DR og landets aviser har modtaget klager og læserbreve. De børn, der så det første afsnit, er blevet kede af det! Og børn skal åbenbart skånes for alt, hvad der gør dem kede af det eller hvad?
Det kan man altså ikke - og det må da netop være sundt for børn at opleve det som en form for "andenhåndserfaring" inden de helt sikkert selv på et eller andet tidspunkt kommer ud for sorg i deres eget liv. Allerede nu i 3. afsnit kan vi se at Mille stadigvæk er meget ked af det - men at hun også indimellem kan være glad og f.eks. grine og pjatte med sin mor.
Derfor er jeg helt på linje med Politikens Henrik Palle, der i en kommentar i dagens avis støtter DR og roser dem for at være kontroversielle og tage det svære og tabubelagte emne op.
mandag den 19. januar 2009
Forskelligt nyt om litteratur
Vinderne af "Vor tids danske roman" er nu fundet
Der er forskel på "smagsdommere" og publikum, når vor tids danske roman skal kåres. Således faldt "smagsdommernes" valg på Ib Michaels Vanillepigen, mens læserne valgte Carsten Jensens Vi, de druknede. Derudover var der faktisk sammenfald på tre af pladserne, da både Anne Marie Løns Prinsesserne, Morten Ramslands Hundehoved og Jakob Ejersbos Nordkraft havde fundet plads på såvel juryens som læsernes top 10.
Helt personligt er jeg da glad for, at jeg har læst hele 8 af læsernes favoritter (men ikke vinderen) og syv af juryens favoritter og at såvel den bog jeg ville have stemt på (Sv. Åge Madsen: Syv aldres galskab) som den jeg rent faktisk stemte på (Jungersen: Undtagelsen) fandt plads på hver deres top 10.
At der er forskel på de såkaldte "smagsdommeres" smag og den brede befolknings smag er vist ikke noget nyt, men debatten ruller for alvor lige nu. Også ovre hos Senturaklummen.
Bred vs. smal litteratur
I november skrev Robert Zola Christensen om bestselleren på Senturaklummen. I denne måned tager Mette Rosenkrantz Holst tråden op. Hun sætter bestseller-genren på spidsen - og kan ikke forstå, hvorfor den bliver så stedmoderligt behandlet. Hun beskriver en oplevelse, hvor hun går på biblioteket for at låne en god bog til ferien, men bibliotekaren slæber hende rundt i den smalle litteratur, så hun til sidst næsten flovt må hviske, at det vist bare er en bestseller hun er ude efter. Det kan bibliotekaren selvfølgelig ikke hjælpe med, for de er alle udlånt....
I en tid, hvor snart sagt alle kan blive forfattere, og mange bestsellers faktisk skrives af "ikke-forfattere" er diskussionen om litterær kvalitet selvfølgelig på sin plads, men hvorfor er det lige, at gode salgstal per definition IKKE kan forenes med litterær kvalitet? Ja, jeg spørger bare....
Leif Davidsen i Smagsdommerne
Det spørgsmål tror jeg også gerne Leif Davidsen vil have besvaret. Hans nyeste roman "På sporet af Hemmingway" blev mildest talt sablet ned af Smagsdommerne (altså de autoriserede på DR2) da den udkom. I torsdags fik han lov til at give svar på tiltale. Og det skal jeg love for, at han gjorde. Han mente at smagsdommerne var inkompetente og måske endda var fulde, da de afsagde deres dom. Han mente at de positive anmeldere og alle de begejstrede læsere ikke kan tage fejl. Men kan smagsdommerne så tage fejl? Er deres mening ikke lige så gyldig som andres?
Eller er det den dejlige danske Jantelov, der stikker hovedet frem her? Skal Davidsen bare ikke tro han er noget?
Jeg har ikke læst bogen, selvom jeg stort set har læst alle Davidsens tidligere bøger, men jeg blev faktisk påvirket af smagsdommerne, og har nu overhovedet ikke lyst til at læse den....
Min egen smagsdom
Trods eksamenslæsning og -feber bliver der tid til at læse skønlitteratur. Og det er altså heller ikke alt sammen lige godt... Jeg har lige afsluttet Liv Mørks Falken og Falkoneren. Det er den anden krimi skrevet af Meret Pryds Helle under pseudonymet Liv Mørk. Liv Mørk er en temmelig gennemført identitet med en fortid på bl.a. filmskolen i Lodz. Hun er blevet blind ved en bilulykke og lever nu i mørke. Og så har hun endda sin egen Facebook-profil.
På den måde eksperimenterer Pryds Helle med formen og identiteten og skriver bøger der er helt anderledes end dem hun skriver i sit eget navn. Og det er al mulig ære værd - der skal være plads til at eksperimentere.
Når det så er sagt, så må jeg sige, at såvel Falken og Falkoneren som 1'eren, Det øjet ikke ser, ikke er specielt velfungerende krimier. Jeg synes de er lidt utroværdige og jeg er ikke sådan helt vild med sproget. Dog er jeg lidt vild med nogen af de ikke specielt troværdige ting - bl.a. det blinde trekløver: Zak, Holm og Tom, der i 1'eren var ude at spille golf og her i 2'eren findes ude i Grib Skov med et haglgevær....
Der er forskel på "smagsdommere" og publikum, når vor tids danske roman skal kåres. Således faldt "smagsdommernes" valg på Ib Michaels Vanillepigen, mens læserne valgte Carsten Jensens Vi, de druknede. Derudover var der faktisk sammenfald på tre af pladserne, da både Anne Marie Løns Prinsesserne, Morten Ramslands Hundehoved og Jakob Ejersbos Nordkraft havde fundet plads på såvel juryens som læsernes top 10.
Helt personligt er jeg da glad for, at jeg har læst hele 8 af læsernes favoritter (men ikke vinderen) og syv af juryens favoritter og at såvel den bog jeg ville have stemt på (Sv. Åge Madsen: Syv aldres galskab) som den jeg rent faktisk stemte på (Jungersen: Undtagelsen) fandt plads på hver deres top 10.
At der er forskel på de såkaldte "smagsdommeres" smag og den brede befolknings smag er vist ikke noget nyt, men debatten ruller for alvor lige nu. Også ovre hos Senturaklummen.
Bred vs. smal litteratur
I november skrev Robert Zola Christensen om bestselleren på Senturaklummen. I denne måned tager Mette Rosenkrantz Holst tråden op. Hun sætter bestseller-genren på spidsen - og kan ikke forstå, hvorfor den bliver så stedmoderligt behandlet. Hun beskriver en oplevelse, hvor hun går på biblioteket for at låne en god bog til ferien, men bibliotekaren slæber hende rundt i den smalle litteratur, så hun til sidst næsten flovt må hviske, at det vist bare er en bestseller hun er ude efter. Det kan bibliotekaren selvfølgelig ikke hjælpe med, for de er alle udlånt....
I en tid, hvor snart sagt alle kan blive forfattere, og mange bestsellers faktisk skrives af "ikke-forfattere" er diskussionen om litterær kvalitet selvfølgelig på sin plads, men hvorfor er det lige, at gode salgstal per definition IKKE kan forenes med litterær kvalitet? Ja, jeg spørger bare....
Leif Davidsen i Smagsdommerne
Det spørgsmål tror jeg også gerne Leif Davidsen vil have besvaret. Hans nyeste roman "På sporet af Hemmingway" blev mildest talt sablet ned af Smagsdommerne (altså de autoriserede på DR2) da den udkom. I torsdags fik han lov til at give svar på tiltale. Og det skal jeg love for, at han gjorde. Han mente at smagsdommerne var inkompetente og måske endda var fulde, da de afsagde deres dom. Han mente at de positive anmeldere og alle de begejstrede læsere ikke kan tage fejl. Men kan smagsdommerne så tage fejl? Er deres mening ikke lige så gyldig som andres?
Eller er det den dejlige danske Jantelov, der stikker hovedet frem her? Skal Davidsen bare ikke tro han er noget?
Jeg har ikke læst bogen, selvom jeg stort set har læst alle Davidsens tidligere bøger, men jeg blev faktisk påvirket af smagsdommerne, og har nu overhovedet ikke lyst til at læse den....
Min egen smagsdom
Trods eksamenslæsning og -feber bliver der tid til at læse skønlitteratur. Og det er altså heller ikke alt sammen lige godt... Jeg har lige afsluttet Liv Mørks Falken og Falkoneren. Det er den anden krimi skrevet af Meret Pryds Helle under pseudonymet Liv Mørk. Liv Mørk er en temmelig gennemført identitet med en fortid på bl.a. filmskolen i Lodz. Hun er blevet blind ved en bilulykke og lever nu i mørke. Og så har hun endda sin egen Facebook-profil.
På den måde eksperimenterer Pryds Helle med formen og identiteten og skriver bøger der er helt anderledes end dem hun skriver i sit eget navn. Og det er al mulig ære værd - der skal være plads til at eksperimentere.
Når det så er sagt, så må jeg sige, at såvel Falken og Falkoneren som 1'eren, Det øjet ikke ser, ikke er specielt velfungerende krimier. Jeg synes de er lidt utroværdige og jeg er ikke sådan helt vild med sproget. Dog er jeg lidt vild med nogen af de ikke specielt troværdige ting - bl.a. det blinde trekløver: Zak, Holm og Tom, der i 1'eren var ude at spille golf og her i 2'eren findes ude i Grib Skov med et haglgevær....
onsdag den 19. november 2008
Juhu! Bogen lever
Bogen er blevet dødsdømt masser af gange de sidste år, men endelig kom der en god bognyhed i landsdækkende presse.I Søndags JP fra den 16. november kunne man læse, at vi køber flere og flere bøger. Ikke væsentligt flere, men nok til, at det i hvert fald er helt forfejlet at dømme bogen død.
Bogsalget i Danmark var i 2006 på 230,8 mio bind, mens det i 2007 var på 232,3 mio bind. Det lyder ikke af meget - men når man så sammenholder det med at salget af skole- og lærerbøger og salget af bogklubbøger er faldet og at 60% af befolkningen har købt en eller flere bøger inden for de sidste tolv måneder, så synes jeg faktisk ikke det ser så slemt ud endda.
Bogen længe leve.
tirsdag den 18. november 2008
Smal vs. bred
"Et klogt hoved har engang retorisk spurgt, hvor meget en roman skal sælge, før den bliver dårlig. Omvendt har sløje oplagstal aldrig været noget problem for de rigtige, eksklusive forfattere, der til gengæld høster legaterne og den litteraturhistoriske berømmelse. Det husker jeg tit mig selv på."
Robert Zola Christensen
i Senturaklummen nov. 2008
Robert Zola Christensen langer i denne måneds Senturaklumme ud efter bestseller-litteraturen - eller er han en lille smule misundelig?
Selv er jeg nok også slem til at dele litteratur op i en smal og en bred litteratur - eller i det Claus Secher (lektor på Biblioteksskolen) kalder den populære, den eksperimenterende og den seriøse litteratur.
Når det så er sagt, så må jeg også indrømme, at 90% af min læsning foregår i det brede felt, selvom jeg hele tiden har intentioner om at flytte mit fokus.
Zola Christensen mener givetvis, at det for en smal forfatter vil være en let sag at skrive en såkaldt bestseller - men det vil foregå med en vis reflekteret distance til genren (og på den måde kan den smalle forfatter så bevare sin integritet?).
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad det er der sker, når Merete Pryds Helle skriver (bestseller)krimier under pseudonymet Liv Mørk.....
torsdag den 6. november 2008
Litteratur om kvinder = chick lit?
Oktober måneds klumme på Senturaklummen handler om kvinder. Om kvindelige forfattere, kvindelige læsere og kvindelige hovedpersoner.
Forfatteren Kristina Stolz skriver om chikclit: hvad den er og ikke er, hvad den er på vej til at blive, hvad det er den kvindelige læser (måske) vil have, og hvad det er vi som kvinder kan identificere sig.
Forfatteren Kristina Stolz skriver om chikclit: hvad den er og ikke er, hvad den er på vej til at blive, hvad det er den kvindelige læser (måske) vil have, og hvad det er vi som kvinder kan identificere sig.
Undervejs kigger hun tilbage på maglen på kvinder på pensum-listerne igennem hendes egen uddannelse.
Jeg har læst min del af den "klassiske" chick lit, som ofte er grotesk underholdende - og som jeg ikke helt kan identificere mig med. Jeg ELSKER Nynne, men er mere skeptisk når vi taler om nogle af hendes engelsk-sprogede pendanter.
Og jeg tror ikke det er chikc lit kvinder efterspørger, når de spørger efter bøger der handler om kvinder - netop fordi identifikationen mangler.
Og så ved jeg heller ikke helt om der virkelig mangler litteratur om kvinder. Helle Helles bøger handler f.eks. meget om kvinder (men ok, så kan jeg faktisk heller ikke på stående fod komme i tanker om andre - udover de utallige femi-krimier).
Men jeg går i hvert fald ikke rundt og tænker på om, der mon ikke snart kommer en god bog om kvinder skrevet for sådan en som mig - for jeg ser ikke rigtigt på bøger som omhandlende mænd eller kvinder, snarer som omhandlende temaer, problemer, følelser osv. Og så er jeg en "bred" læser, der både sluger en chick lit, fordøjer Steinbeck, snupper en Harry Potter og nyder en historisk roman - for ikke at tale om alle mellemmåltiderne: krimierne.
Mangler der kvinder i litteraturen?
Abonner på:
Opslag (Atom)
