Sej superheltinde med pippi-power

Lisbeth Salander er stadig en sej superheltinde, der blæser på autoriteterne og har talent for overlevelse.



Men ud over, at jeg kunne sidde og blive imponeret over den spinkle piges enorme viljestyrke, var der ikke meget at blive imponeret over i "Pigen der legede med ilden". De store træk fra bogen var på plads i den to timer lange film, men de små historier var selvfølgelig ikke med. Jeg ved heller ikke helt om jeg savnede dem, for jeg synes faktisk at de to timer er omkring 20 minutter for lang tid.

Filmen er egentlig produceret til TV og det synes jeg godt man kunne se. I "Mænd der hader kvinder" var der lækre naturbilleder fra et skønt Sverige - de manglede helt i denne film, selvom der var oplagte muligeder for det. Til gengæld var der en del trasken omkring i Stockholms gader.
De vigtigste personer var selvfølgelig med - så kan man mene om castingen hvad man vil, for alle har selvfølgelig deres helt egne billeder af Zala og Robert Niederman - men der var også mange temmeligt perifere personer med, som vi godt kunne have undværet. F.eks. fylder politimanden Bublanki uforholdsmæssigt meget i historien.

Konklusionen på det hele bliver, at jeg ikke går i biffen og ser "Luftkastellet der blev sprængt", men venter til jeg kan se den på DVD.

De vilde svaner er landet i Odense

I fredags var der stor ståhej i HC Andersens Hus.
Da åbnede udstillingen "De vilde svaner" nemlig. HC Andersens Eventyr om prinsessen Elisa er netop blevet filmatiseret og skuespillerne har ageret i kostumer tegnet af HM Dronning Margrethe og ikke mindst i scenografi, der består af dronningens decoupager.

Både kostumer og decoupager kan lige nu og frem til den 30. december opleves i HC Andersens Hus i Odense. Og de er absolut et besøg værd. Der er en utrolig detaljerigdom i decoupagerne og de to-dimensionelle plader optræder med en dybde, der er en guldaldermaler værdig. Og det hele er altså skabt af udklip fra magsiner, auktionskataloger o.l.

Filmen havde også galla-premiere i fredags og jeg har kun set et kort glimt af den. Men også det var fint. Filmen er blevet til med samme teknologi, som den vi kender fra bl.a. vejrudsigten (green-screen), hvor skuespillerne har ageret på en blå eller grøn baggrund - og decoupagerne er så brugt som scenografi. Derfor er det muligt at udstille hele 43 af dem, fordi de kun er ca. 35*45 cm store.

Skulle du have et ærinde i Odense i løbet af efteråret, så besøg endelig HC Andersens (det er faktisk også rejsen værd...).

Første biografklubfilm

Den første biografklubfilm var Rumle Hammerihs "Headhunteren" med Lars Mikkelsen i hovedrollen som headhunterenMartin Vinge. Han får til opgave at finde arvtageren til Danmarks mest indflydelesesrige familiedynasti.
Filmen præsenteres som em thriller og der er mange spændende temaer på spil - bl.a. selvfølgelig omkring magten og pengene, men også om far-søn forhold, der spiller en rolle både i det store familiedynasti og i Vinges private liv.

Det var en af de film i biografklubben jeg forventede mig mindst af, men jeg blev faktisk positivt overrasket. Temaerne blev behandlet rigtig fint (forhåbentlig lige lovligt dramatisk i forhold til den virkelige verden) og der var nogle rigtige gode skuespilpræstationer.

Store følelser på spansk

Anmelderne har ikke allesammen været lige begejstrede for Pedro Almodóvars nye film "Brudte Favntag". Men det var jeg til gengæld.

Filminstruktørern Mateo (Lluís Homar) indleder et forhold til den smukke skuespiller Lena (Penélope Cruz) , velvidende at hun er pengemanden og produceren Ernesto Martels elskerinde. Det er dømt til at gå galt - og det gør det.
Mateo mister synet - og sin elskede - i en tragisk bilulykke.

Filmen fortælles i to spor: et nutidigt, hvor den blinde Mateo - nu kendt som forfatteren Harry Caine - pga. Martels død får rippet op i minderne fra dengang. Og et fortidigt, hvor vi følger Mateo og Lenas kærlighed - og den jalousi, der følger i kølvandet på den.

Almodovar får virkelig åbnet op for nogle store følelser, men på en dejlig usentimental måde. Det er både den erotiske kærlighed mellem mand og kvinde, men også et homoseksuelt tema slåes forsøgsvis an. I tillæg kommer også far-søn-realtionen, som ikke nødvendigvis behøver at hænge sammen med DNA'en, men måske alligevel gør det.
Og så er filmen helt fantastisk flot filmet. Især to scener betog mig meget: en sex-scene lige i starten, hvor kameraet langsomt bevæger sig langs ryggen på en rød plyssofa, og det eneste vi ser er en ryg, der indimellem skyder op over kanten på sofaen. Og en flot, flot scene fra et fantastisk landsskab på Lanzarote.

Min begejstring skyldes nok først og fremmest, at jeg ikke har mange tidligere Almodóvar-film at sammenligne med - og så de smukke billeder, der er fortættede af farver og sanselighed.

Jeg glæder mig til sæsonens film...

....i første omgang de der er udvalgt af Biografklub Danmark.
Hen over efteråret, vinteren og foråret skal jeg glæde mig over syv film:

Rumle Hammerichs "Headhunter" med bl.a. Lars Mikkelsen og Henning Mouritsen på rollelisten.

"Over Gaden, Under Vandet" er instrueret af den, for mig, ukendte Charlotte Sieling, men med absolut kendte skuelspillere på rolleliste: Ellen Hillingsøe, Sidse Babett Knudsen, Nicolas Bro og Anders W. Berthelsen....

Jeg glæder mig meget til den skønne Audrey Tautou i historien om Coco Chanel: "Coco før Chanel".



Hollywood stjerner på rad optræder i den fjerde film "Nine" med bl.a. Nicole Kidman og Penelope Cruz.

"Lovely Bones" er sæsonens krimi instrueret af sværvægterne Peter Jackson og med Susan Sarandon og Mark Wahlberg på rollelisten.

I "An Education" mødes den britiske forfatter Nick Hornby med vores egen stjerneinstruktør Lone Sherfig - det skal nok blive godt.

Og til sidst bliver det ægte dansk når Erik Clausen igen skal spille den småkriminelle John i filmen "Frihed på prøve".

Jeg glæder mig til aftner i biografsalens mørke med drama, spænding, gys, kærlighed og humor på det hvide lærred!

The Wrestler

Jeg var skeptisk, men åben overfor at blive overrasket, da jeg sammen med kun et par håndfulde andre (mænd) lænede mig tilbage i biografsædet, for at se Mickey Rourke som wrestleren Randy "The Ram" Robinson.
Ud fra traileren for filmen havde jeg fået fonemmelsen af, at den indeholdt flere lag end den rå wrestling. Og det gjorde den da også: en efterhånden kendt historie om en far, der har svigtet en datter og på et tidspunkt i livet, hvor han er blevet gammel, syg og ensom, gerne vil gøre forholdet til datteren godt igen. Det er ligesom set før, så det kunne ikke overraske meget.

At wrestling er en hård sportsgren kunne heller ikke overraske, men jeg blev alligevel grebet af en scene, hvor omkring ti gamle wrestling-stjerner har stillet op til autografskrivning og vi gennem Randys øjne ser rundt på en flok krøblinge med lemmerne bundet op og ind, med krykker, i kørestole og med kateterposer i buksebenet.

Men jeg BLEV faktisk overrasket! Jeg blev overrasket over, at jeg trods alt blev grebet af Randys skæbne - og det er udelukkende Mickey Rourkes skyld, for manuskriptet var ikke indlysende genialt.

To film på en uge

Først Clint Eastwoods anmelderroste Gran Torino med Lars i lørdags.
Jeg var blevet anbefalet filmen igen og igen, så nu skulle det være. Og alle forventninger blev indfriet. Det var en absolut velspillende Eastwood, der spillede hovedrollen som den gnavne krigsveteran Walt Kowalski, der langsomt får åbnet øjnene for det drama, der udspiller sig lige uden for hans hoveddør.

Jamie Cullums titlesang til filmen er også helt vidunderlig og den kan høres lige her:


Senere på ugen storfilmen Australia med Nicole Kidman og Hugh Jackman i hovedrollerne i et endnu et drama om kulturforskelle og mellemmenneskelige relationer.

Cubansk guerillakrig

Guevara, Ernesto "Che", 1928-67, argentinsk født revolutionær.

Che Guevaras revolutionære idealisme og karismatiske figur gjorde ham til et vigtigt symbol for venstrefløjen i Latinamerika og Europa.

Jeg gik i biografen den anden dag for at se filmen "Citronlunden", men pga. fejl i programmet endte jeg med to timers cubansk guerilla-krig i stedet for.
En gang i min pure ungdom så jeg op til Che Guevara uden dog at vide præcis, hvem han var og hvad han stod for. Desværre blev jeg ikke meget klogere på det ved at se første del af Steven Soderberghs film om "Che - Argentineren".

Til gengæld fik jeg et godt indblik i den velorganiserede oprørsgruppe og fandt det sympatisk at Che oprettede skoler for de mange analfabeter, der meldte sig til de revolutionære styrker, fordi revolutionen ikke kun vindes med våben.

Filmen var lang, når vi med en astmatisk hostende Che bevægede os rundt i de frodige cubanske skove, men Benicio Del Toro som Che gjorde filmen værd at se.

Kejserpingvinerne på march

Jeg tror det var Susanne, der først fortale mig om filmen Pingvinmarchen. Jeg er ikke den store dyrefilm-fan, så jeg har ikke gjort noget for at komme til at se filmen, men da den i går gik på DR1 satte jeg mig tilrette i sofaen for at opleve pingvinmarchen.

Det var en smuk og betagende film om de store pingviner, der lever på Sydpolen - et barsk sted må man sige med temeperaturer ned til 60 minusgrader og masser af snestorme.
De lidt kluntede pingviner bevæger sig i store kolonier fra havet og ind på land, for at finde en mage og lægge æg. Det er et betagende syn når de store flokke skiftevis vralter og glider elegant afsted på maven. Når de har fundet det helt rette og sikre sted begynder kurmageriet og når magen er fundet begynder den smukke parringsdans.



Der lurer mange farer for en lille ny familie: hunne lægger godt nok ægget, men skal så skynde sig tilbage til havet og spise og hente mad til ungen. derfor skal ægget trilles fra mor til far - og det er en farlig proces for bare få sekunder udenfor en af de voksnes beskyttende lag af fedt og fjer betyder at ægget fryser og går til grunde.
Fædrene udruger æggene mens mødrene tager turen tilbage til havet efter forsyninger. I havet lurer enkete farer, men den største fare er kulden. De voksne pingviner kan klare den, men det kan de små nyudklækkede unger ikke. Mødrene til en død unge kan blive så syge af sorg at de forsøger at kidnappe de andres unger.

Gennem vinteren opholder ungerne sig inde på isen, hvor hannerne og hunnerne skiftes til at komme med forsyninger til dem og når foråret kommer er de selv klar til at komme med ud til havet....

Filmen og musikken spillede flot sammen og jeg nød for en gang skyld at se en dyrefilm.

Læs mere om Kejserpingvinerne hos Pandeclubben.

Ministeren mener noget igen....

I denne måned mener hun noget om film.

Dansk film kan noget og vil noget. Dansk film er en betydelig medskaber af vores danske identitet. Film gør os klogere både på verden og på os selv.
Dansk film kom med Dogme-filmen ind i en positiv udvikling, hvor der stort set kun var medvind på cykelstierne og selvom det har ændret sig lidt undervejs, så høster dansk film stadig stor anerkendelse i udlandet og det danske publikum er vilde med dansksprogede film - således er 1/3 af de biografbilletter, der sælges i Danmark til danske film.

Kulturministeren ser det "som en vigtig politisk opgave fortsat at skabe fornuftige rammer for dansk film og fremtidssikre filmeventyret til glæde for os alle sammen."

Øv!

Jeg var en af de millioner af mennesker, der med spænding og længsel havde glædet mig til "Mænd der hader kvinder". Og bevares - det var da en god film, men den kunne desværre ikke leve op til mine forventninger.
Selvom jeg ikke i detaljer kunne huske bogen, så udeblev spændingen, for min hukommelse blev vakt til live efterhånden som handlingen skred frem.
ØV!

Nu forstår jeg hvorfor...

...alle har villet have mig til at se Juno. Fantastisk film!

Hvad kvinder burde vide om mænd

Jeg grinede højt da jeg i eftermiddags så den romantiske komedie He's just not that into you. Den er ikke noget særligt, men alligevel fantastisk sjov og sød.
Og indrømmet: Det er jo lige præcis det vi piger gør: analyserer det hele. Tænk hvis man mødte en Alex, der lige kunne belære en om tegnenes betydning.

En tur ned af den revolutionære vej

Leonardo DiCaprio og Kate Winslets præstationer i "Revolutionary Road" har fortjent alle de stjerner, de har fået i anmeldelserne. De er så utroligt smukke og så skrækindjagende grimme, når de gennemlever hele følelsesregisteret.
Filmen er rørende og tankevækkende, den er skræmmende og grum. Den sætter så mange ting på spil at jeg slet ikke er færdig med den endnu.

April og Frank Wheeler står midt i det vi vel allesammen frygter lidt, men som alligevel bliver et vilkår for de fleste: hverdagens trummerum, et helt andet liv end vi havde drømt - kort sagt livets håbløse tomhed. April har viljen til at ændre det, men verden er ikke gearet til et par med drømme - og håbløsheden trænger sig for alvor på.

Kate og Leo er fantastiske, men livets håbløse tomhed sættes også på spidsen af den psykisk syge John, spillet af Michael Shannon.

(Og så er jeg vild med, at der er blevet plads til Kate Winslet i en "sex-i-bil-scene". Måske er det tilfældigt, men for mig er det en lille hilsen til Titanic).

Den skal jeg vist se....

Traileren til "Mænd der hader kvinder" er nu blevet offentliggjort. Jeg glæder mig til at se Niels Arden Oplevs filmatisering af Stieg Larssons bøger.

Persepolis

Jeg er ikke så god til at gå i biografen, men heldigvis kan biblioteket (og Louise) sørge for, at der hele tiden er DVD'er at se. I aftes var der ikke andet end Årets Sportnavn 2008 i fjerneren - og så var det rart at jeg midt på ugen havde hentet PERSEPOLIS på biblioteket.

Jeg læste Marjane Satrapis fantastiske Graphic Novels om barndommen i Iran og Wien for et par år siden, og har lige siden glædet mig til at se filmen. Og jeg blev ikke skuffet. Barnet Marjanes ukuelig tro på revolutionen og sig selv som den nye profet er skildret kærligt, humoristisk og troværdigt. Skildringen af familien Satrapis liv i det præstestyrede Iran, hvor kassettebåndene med Iron Maiden må købes i smug på det sorte marked, hvor man bliver stoppet på gaden, hvis man har "punk-sko" på og hvor forældrenes fester holdes i skygge af de familiemedlemmer, der tilbringer tiden i fængsel er nærværende og godt fortalt.
Det er svært at finde sig til rette og blive en ung kvinde i et så undertrykt land, men det er faktisk ikke lettere i det frie Wien, hvor Marjane er ensom og udenfor.

Det er en fantastisk film, om et pige og ung kvindes udvikling, om at leve på trods, om familedammehold og identitet. Det giver et fantastisk indblik i det præstestyrede Iran i tiden fra 1978 og ca. 15 år frem. Den kan klart anbefales - og skulle noegn finde på at indvende, at det jo er en tegnefilm, så må jeg sige, at den er så elegant tegnet, at det kun er en styrke.

Se traileren herunder og læs mere om filmen på den danske hjemmeside.