fredag den 26. december 2008

Sigurd og musikken og børnene


Jeg har flere gange i løbet af december nydt at se Julefandango med Sigurd Barret - han er jo fantastisk musikalsk og lavede nogle dejlige programmer helt på børnenes præmisser.

I går sad jeg tilfældigvis også foran TV'et, da DR sendte Sigurds julekoncert fra DRs Koncertsal. Han sprudlede, sang, spillede og fortalte historier. Det bedste af det hele er at følge kameraet rundt i salen og se alle de små barneansigter, der er totalt opslugte af, hvad der foregår på scenen. Også dette show var på børnenes præmisser og der var jubel da børnene vandt over de voksne i klassisk-musik-quizzen.


Det er fedt, at Sigurd har fået sat den klassiske musik på børnenes dagsorden - og nu kunne jeg så høre, at han fra næste år starter et nyt program om opera. Der skal selvfølgelig være plads til pop og klassiske børnesange, men jeg synes det er dejligt, at børnene nu præsenteres for andre typer musik og tilbydes et kvalitetsalternativ til Hits for Kids. Jeg ved ikke om det kan måles på musikskolerne, men jeg har en formodning om, at Sigurd kan inspirere børn til at vælge andre instrumenter end guitar og trommer....

Hatten af for Sigurd Barret og alle andre, der laver børnekultur af høj kvalitet.

onsdag den 17. december 2008

Nyt fra Børnekulturportalen

Så er et nyt nyhedsbrev fra Børnekulturportalen/Børnekulturens Netværk på gaden.

En markant nyhed i denne omgang er, at Børnekulturens Netværk skal til at arbejde med ungekultur i 2009. De 14-18 årige har tidligere været "glemt" i børnekulturen, så nu sættes der er projektmodningsforløb i gang, for at finde ud af om og hvordan Børnekulturens Netværk kan sætte fokus på de unges kultur.
Lige præcis den gruppe har også i bibliotekssammenhæng været en slags "stedbarn". Det er en svær gruppe at fange og fastholde og derfor er mange forsøg på det blevet kvalt i opstarten. Lad os håbe at Børnekulturens Netværk med fokus på denne gruppe kan give kulturskabere og -formidlere mod på at lave kultur og formidling målrettet til de unge.

tirsdag den 16. december 2008

Formidlingens svære kunst

Jeg har formidlet i mange år efterhånden: biblioteksorienteringer og anden undervisning på biblioteket, brochurer og foldere med læsetips, anmeldelser på skrift og tale, artikler, pressemeddelelser og mindre features til både fagblade og aviser.

Men det er først nu jeg er ved at lære det - altså sådan i akademisk forstand.
På studiet har vi i dette semester haft undervisning i retorik, i pressemeddelelsens opbygning, i webkommunikation, i skriftlig faglig formidling og i kropsholdning og stemmeføring. Og det har helt sikkert været en øjenåbner for mig: jeg er blevet opmærksom på uvaner og har fået tips og tricks til både min mundtlige og skriftlige formidling.

Sideløbende med den teoretiske tilgang er jeg jo så fantastisk heldig stillet, at jeg også stadigvæk formidler i praksis. Selvfølgelig her på bloggen, men også - og især - på Svendborg Museum, hvor man kan møde mig som omviser, legetante, madmor, fortællerske og meget mere.
Og det er til stadighed en udfordring. Der er ingen tvivl om at jeg elsker det - ligegyldigt om det er fattiggårdens historie eller nissernes kulturhistorie, så er jeg vild med at være på og kunne bidrage til både børns og voksnes viden.
Men det er og bliver en udfording: at finde det rigtige niveau og den rigtige tilgang, at vide hvornår jeg skal snakke og hvornår tilhørerne skal til orde, at holde opmærksomheden fanget - og overfor børnene: at sætte mig i respekt, så det er min dagsorden der følges.

Jeg lærer det hen ad vejen ved at tænke på det jeg har lært i teorien og ikke mindst ved at lære af mine fejl. Lige nu er jeg netop ved at opøve det der med at sætte mig i respekt og vise, at det er mig der bestemmer spillereglerne, når børn er på besøg på museet. Så kan man efterfølgende bedre give mere snor uden på den måde at miste kontrollen, mens det er enormt svært at komme den anden vej: starte med at være for flink og så efterfølgende ville sætte sig i respekt.

Det er en proces - og jeg bliver bedre og bedre.....

onsdag den 10. december 2008

Skal Maren sove på herretoilettet om natten?

"Kvinde på kærre" er titlen på en skulpur af Giacometti, som har stået i Holstebro siden 1966. Ved den store Giacometti-udstilling på Louisiana i foråret kom "Maren å æ woun", som hun kaldes i de vestjyske folkemunde, på en rejse til Humlebæk, for at blive udstillet for omkring en kvart million gæster. Ved den lejlighed kom der masser af fokus på Maren og på hendes nuværende vurderingspris: 100 millioner kroner.

Spørgsmålet er, hvordan man sikrer en skulptur til 100 millioner kroner, når den også helst skal bevare sin nuværende plads i det fri. Svaret kom byrådet frem til i går: hun skal om aftenen sænkes ned på herretoilettet, som alligevel ligger lige neden under torvet, hvor hun står. Eller måske er det ikke helt sådan det skal være..... Læs på Holstebro Kommunes hjemmeside, hvordan man regner med at kunne sikre Maren i fremtiden.

torsdag den 4. december 2008

Er klitterne i Thy en del af verdensarven?

Det kan de meget vel være, da de er et af de forslag Kulturarvsstyrelsen har modtaget om, hvilke steder/bygninger i Danmark, der skal kandidere til at komme med på UNESCOs liste over verdensarven. Ud fra alle de indkomne forslag vælger kulturminister Carina Christensen, hvilke der skal med på den såkaldte tentativliste, som er den liste UNESCO vælger ud fra.
Andre forslag er bl.a. Danmarks første andelsmejeri, Den gamle By i Århus og Hammershus.

Læs nyheden fra Kulurarvsstyrelsen her.

Danmark har i forvejen fire ting på listen: Jelling (højene og stenene), Roskilde Domkirke, Kronborg og Ilulissat isfjord. Hele listen kan findes her.

tirsdag den 2. december 2008

Facebook hitter hos danskerne

I følge politiken.dk hitter Facebook i den grad hos danskerne. Vi er nu det folkefærd i verden, hvor næstflest har en profil på Facebook (i forhold til befolkningstallet) - kun overhalet af Canada. I Danmark har 30,1 % af befolkningen således en profil på Facebook.

Jeg er vild med Facebook, men er efterhånden blvet mere og mere bevidst om min færden der...
Hvordan og til hvad bruger du Facebook?

mandag den 1. december 2008

Ministeren mener i december.....

....Noget om globalisering.

Vi lever i dag i en verden, hvor vi selvfølgelig modtager masser af indtryk fra andre kulturer, som vi skal forholde os til og måske med tiden inkorporerer i vores egen kultur. Denne kulturelle mangfoldighed ser ministeren på som noget positivt, men midt i alt dette må vi ikke glemme vores nationale kulturarv, som er det kit, der binder generationerne sammen.

Ministeren satser altså på et både og, når det gælder holdningen til kulturen i en globaliseret verden.

fredag den 28. november 2008

En te-drikkers dilemma

DR sendte i onsdags dokumentaren "Den bitre smag af te". Og smagen i min mund blev da også en smulle bitter, som programmet skred frem og teplukkernes sølle forhold blev præsenteret.

Jeg vil ikke her referere programmet, men blot komme frem med nogle af de tanker jeg har gjort, efter at have set, at også teplukkerne på Fair Trade-plantagerne levede en kummerlig tilværelse med hårdt arbejde, sygdomme og underernæring.

Min første reaktion var, at så nytter det jo alligevel ikke noget - og hvorfor så betale det dobbelte for er produkt, hvor det man (tror man) betaler ekstra for, netop er bedre forhold og lønninger for arbejderne. Men da jeg havde tygget lidt på det, så blev jeg alligevel enig med mig selv om, at jeg fortsat vil købe Fair Trade-produkter, fordi jeg mener det er den bedste måde at få min stemme som forbruger hørt. Min stemme, som siger, at jeg bekymrer mig om arbejderne i tredje verdens lande og om miljøet.

Mit håb er, at Fair Trade organisationen efter dette program (og måske efter pres fra forbrugerne) vil øge kontrollen med plantagerne og arbejde for demokratiet i plantagerne. Og det tror jeg ikke vi opnår ved helt at holde op med at købe Fair Trade-produkterne.
Men det er helt sikkert, at Fair Trade nu skal bruge nogle ressourcer på at genopbygge forbrugerne tillid til dem...

onsdag den 19. november 2008

Juhu! Bogen lever

Bogen er blevet dødsdømt masser af gange de sidste år, men endelig kom der en god bognyhed i landsdækkende presse.

I Søndags JP fra den 16. november kunne man læse, at vi køber flere og flere bøger. Ikke væsentligt flere, men nok til, at det i hvert fald er helt forfejlet at dømme bogen død.
Bogsalget i Danmark var i 2006 på 230,8 mio bind, mens det i 2007 var på 232,3 mio bind. Det lyder ikke af meget - men når man så sammenholder det med at salget af skole- og lærerbøger og salget af bogklubbøger er faldet og at 60% af befolkningen har købt en eller flere bøger inden for de sidste tolv måneder, så synes jeg faktisk ikke det ser så slemt ud endda.

Bogen længe leve.

tirsdag den 18. november 2008

Smal vs. bred

"Et klogt hoved har engang retorisk spurgt, hvor meget en roman skal sælge, før den bliver dårlig. Omvendt har sløje oplagstal aldrig været noget problem for de rigtige, eksklusive forfattere, der til gengæld høster legaterne og den litteraturhistoriske berømmelse. Det husker jeg tit mig selv på."
Robert Zola Christensen
i Senturaklummen nov. 2008


Robert Zola Christensen langer i denne måneds Senturaklumme ud efter bestseller-litteraturen - eller er han en lille smule misundelig?
Læs hele klummen og døm selv.


Selv er jeg nok også slem til at dele litteratur op i en smal og en bred litteratur - eller i det Claus Secher (lektor på Biblioteksskolen) kalder den populære, den eksperimenterende og den seriøse litteratur.


Når det så er sagt, så må jeg også indrømme, at 90% af min læsning foregår i det brede felt, selvom jeg hele tiden har intentioner om at flytte mit fokus.


Zola Christensen mener givetvis, at det for en smal forfatter vil være en let sag at skrive en såkaldt bestseller - men det vil foregå med en vis reflekteret distance til genren (og på den måde kan den smalle forfatter så bevare sin integritet?).


Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad det er der sker, når Merete Pryds Helle skriver (bestseller)krimier under pseudonymet Liv Mørk.....

fredag den 14. november 2008

Vor tids roman

JyllandsPosten har lanceret en afstemning, hvor vor tids bedste danske roman skal kåres. Et panel bestående af repræsentanter fra biblioteks- og boghandler- og undervisningsverdenen har udvalgt 100 romaner fra de sidste 25 år - og blandt dem skal vinderen findes ved afstemning.

På trods af, at jeg kalder mig selv for "bogsluger" så må jeg indrømme, at jeg har læst alt for få, af de nominerede romaner - og det begrænsede mig selvfølgelig, da jeg skulle afgive min stemme. Og jeg er også havnet i den situation, at jeg allerede har fortrudt min stemmen, men den slags er der jo ikke noget at gøre ved....


Min stemme endte med at gå til Christian Jungernsens "Undtagelsen" som er en grum roman om voksenmobning (og her er faktisk en roman, der i høj grad handler om kvinder - skrevet af en mand). Jeg var meget grebet af romanen, da jeg læste den, selvom jeg ikke havde det helt godt med den action-agtige slutning.


Min stemme skulle have gået til "Syv aldres galskab" af Svend Åge Madsen. Madsen er jo min absolutte yndlingsforfatter, men i et øjebliks uopmærksomhed overså jeg ham på aftemningslisten. ØV!


Lad det være en opfordring til at kigge jer godt for inden I stemmer.

torsdag den 13. november 2008

De sorte spejdere

Så er en epoke i radiohistorien snart slut.
Fredag den 19. december sender Anders og Anders for sidste gang deres meget populære radioprogram på P3.

De sorte spejdere sendte i starten for et lille publikum i sendefladens ydertimer, men blev efterhånden flyttet til to timer midt på dagen alle hverdage. Og vi er mange, der har været rigtig glade for Anders'ernes skæve humor, deres fede musik, deres satire, deres gæster og deres faste indslag.

Heldigvis kan jeg ikke forestille mig at de to charmetrolde kan holde sig fra medierne, så lur mig om vi ikke kommer til at se og høre mere til dem.

PS. Anders Lund Madsen kan jo opleves om lørdagen i det fantastiske program "Far, mor og Bjørn" sammen med den henrivende Signe Lindquist og Bruno.....

lørdag den 8. november 2008

Kunst & erhverv

I min uddannelse på Kultur & Formidling arbejder vi en del med forholdet mellem kunst/kultur og erhvervsliv. Bl.a. har vi ved flere lejligheder diskuteret forestillinge Buttadeo, der var åbningsforestillingen da Silkeborg slog dørene op til deres "Jysk Musik og Teaterhus" i den gamle papirfabrik. Huset - og forestillingen - var blevet til på privat initiativ og det skabte en del konflikter....

Men forholdet mellem kunst/kultur og erhvervsliv er hele tiden aktuelt og i tordags så jeg i Smagsdommerne et eksempel på et helt aktuelt samarbejde mellem kunstneren Michael Brammer og den nordjyske bank Spar Nord. Michael Brammer har så vidt jeg forstår lavet noget udsmykning til Spar Nords hovedsæde, men det var ikke det essentielle i indslaget. Det specielle var, at Michael Brammer og Spar Nord i fællesskab havde en stand på en erhversledermesse i Aalborg Kongrescenter. På standen præsenterede Michael Brammer bl.a. malerier, der var parafraser over kendte logoer - men med andet indhold.....

Smagsdommerne var ikke udpræget positivt indstillet overfor denne happening, som de synes var forholdsvis indholdsløs. Jeg har svært ved at vurdere selve performancen, da jeg jo ikke var til stede på standen - men jeg synes klart at idéen med logo-malerierne er god.
Og jeg synes helt klart det er positivt at en bank på denne måde tør slippe tøjlerne og lade sig associere med en kunstner.
Hvad der så ellers kommer ud af samarbejdet mellem banken og kunstneren - og om de hver især får noget ud af det - må være helt deres egen sag.

Og så er det jo forøvrigt ikke helt nyt, det der med samarbejde mellem kunst og erhvervsliv. En af de første til at tage den kunstneriske handske op i Danmark, var den fremsynede forretningsmand Aage Damgaard fra Herning. Han lukkede kunstnerne ind på sine fabrikker allerede i 40'erne og 50'erne og havde et udmærket samarbejde med bl.a. Robert Jacobsen.

torsdag den 6. november 2008

Litteratur om kvinder = chick lit?


Oktober måneds klumme på Senturaklummen handler om kvinder. Om kvindelige forfattere, kvindelige læsere og kvindelige hovedpersoner.
Forfatteren Kristina Stolz skriver om chikclit: hvad den er og ikke er, hvad den er på vej til at blive, hvad det er den kvindelige læser (måske) vil have, og hvad det er vi som kvinder kan identificere sig.
Undervejs kigger hun tilbage på maglen på kvinder på pensum-listerne igennem hendes egen uddannelse.
Jeg har læst min del af den "klassiske" chick lit, som ofte er grotesk underholdende - og som jeg ikke helt kan identificere mig med. Jeg ELSKER Nynne, men er mere skeptisk når vi taler om nogle af hendes engelsk-sprogede pendanter.
Og jeg tror ikke det er chikc lit kvinder efterspørger, når de spørger efter bøger der handler om kvinder - netop fordi identifikationen mangler.
Og så ved jeg heller ikke helt om der virkelig mangler litteratur om kvinder. Helle Helles bøger handler f.eks. meget om kvinder (men ok, så kan jeg faktisk heller ikke på stående fod komme i tanker om andre - udover de utallige femi-krimier).
Men jeg går i hvert fald ikke rundt og tænker på om, der mon ikke snart kommer en god bog om kvinder skrevet for sådan en som mig - for jeg ser ikke rigtigt på bøger som omhandlende mænd eller kvinder, snarer som omhandlende temaer, problemer, følelser osv. Og så er jeg en "bred" læser, der både sluger en chick lit, fordøjer Steinbeck, snupper en Harry Potter og nyder en historisk roman - for ikke at tale om alle mellemmåltiderne: krimierne.
Mangler der kvinder i litteraturen?

onsdag den 5. november 2008

Yes, we can!

Der blev skrevet historie i nat, da der for første gang blev valgt en afro-amerikaner til USA's præsident.
Se hans sejrstale her:



I januar 2009 trækker han for alvor i arbejdstøjet og så bliver det rigtig spændende at følge ham og hans politik (politiske reformer)....

mandag den 3. november 2008

Ministeren mener i november....

...noget om arkitektur.

Hver måned kan man under overskriften "Ministerens Mening" læse, hvad vores nye kulturminster Carina Christensen mener om forskellige kulturelle og kulturpolistiske emner. Hun lagde i oktober ud med en generel kommentar omkring mere overordnede kulturpolitiske linjer.
Men i november er det arkitekturen, der optager hende. Det gør den, fordi den er vores alle sammens fælles kulturarv, der er synlig, hvor man end bevæger sig rundt - og fordi arkitekturen peger ind i fremtiden. Hun vil ikke sætte sig til doms over arkitekturen, men vil i stedet opfordre kommunerne til at arbejde aktivt med kommunale arkitekturpolitikker - bl.a. gennem det nye website "Redskaber til en kommunal arkitekturpolitik".

Arkitekturen er sat på dagsordenen hos Carina Christensen måneden ud.

fredag den 31. oktober 2008

Grønlandske medier

Vi er vældigt internationale på SDU og i denne og næste uge har instituttet besøg af nogle studerende fra Grønland.
I går havde jeg undervisning med dem hele dagen og de fremlagde hver især de medieprojekter de lige nu har gang i. I den forbindelse måtte de jo lige introducere os andre for det grønlandske mediebillede - og det var stof, der er en eftertanke værd, når vi brokker os over vores hjemlige public service.

Den nationale tv-station KNR (Kalaalit Nunaata Radioa) sender i gennemsnit 43 minutters grønlandsksproget og grønlandsk produceret TV om dagen. Heraf er ca. 15 minutter den daglige nyhedsudsendelse inkl. vejret. Resten af tiden er den grønlandske befolkning henvist til genudsendelser fra DR (bl.a. Hokus Krokus) og andre udenlandske programmer. Og disse udenlandske programmer er vel at mærke tekstet på dansk.

Bor man i Nuuk er man så heldig at man via dekoder kan se godt og vel 20 udenlandske kanaler, men bor man ikke der, så må man nøjes med KNR.

Grønland er et stort land med en kultur og en befolkning, der ligger temmelig lang fra den danske, så selvfølgelig er deres mediebehov anderledes end vores. KNR formår altså bare ikke at afspejle den befolkning de har public service forpligtelse overfor.
Heldigvis har jeg nu stiftet bekendtskab med fem grønlandske studerende, der tager dette problem alvorligt og vil undersøge forskellige aldersgruppers ønsker til en national grønlandsk tv-kanal.

onsdag den 29. oktober 2008

Kessler er for sej

Lad mig understrege med det samme, at sport IKKE vil komme til at fylde meget her. Men sport er en del af kulturen og for vise bredden på KULTURISMUS vil jeg lægge ud med et indlæg om boksning.

For meget i mod min egen selvopfattelse så sad jeg klistret til skærmen i lørdags klar til at se 75,8 kg ren rå testosteron gå i ringen. Og jeg blev ikke skuffet - og så blev jeg alligevel lidt skuffet, for jeg ville godt have haft lidt mere. Bare 5, 6, 7 omgange ville have stillet mig tilfreds.

Men jeg måtte nøjes - og den smule jeg fik var godt! Jeg fik spil for galleriet, jeg fik muskler, jeg fik sved, jeg fik blod, jeg fik sejrsrus og jeg fik en mand der tog sit nederlag meget værdigt....

Og hvorfor er det så, at det kan være facinerende at se to mænd stå og tæske løs på hinanden? Jeg ved det ikke, men jeg tror det vækker nogle urfølelser i os (mig?). Nok har den bløde mand været moderne længe - og ofte er det eneste manden skal beskytte os mod jo også den stigende rente - men allerdybest nede i os er der måske alligevel et urinstinkt, der holder øje når to mænd på denne måde opfører en kamp om territorium (for det er vel det det er?) lige midt i den bedste sendetid.

Velkommen

I erkendelse af, at mine interesser for tiden i langt højere grad drejer sig om hvad jeg ser, hører og læser end hvad jeg gør i hus og have, har jeg valgt fra nu af at henlægge langt de fleste af mine blogindlæg til denne nyoprettede blog med det "velsmagende" navn : KULTURISMUS.

Det betyder ikke, at der ikke længere vil blive opdateret på Haven og huset - det vil blot ske langt sjældnere end tidligere.

KULTURISMUS bliver min legeplads for anmeldelser, tankeeksperimenter og nyheder hvad angår kultur, formidling, kommunikation og dermed beslægtede emner.

Jeg håber I hænger på og sender mig en kommentar når I er uenige, når I er klogere end mig, når I er enige, når I har spørgsmål, når I undrer jer, når.....