Mit speciale skrider planmæssigt fremad. Jeg er nu ved at være færdig med "rugbrødsarbejdet" i denne omgang (der venter en omgang mere, når det hele skal gennemskrives og den røde tråd gøres synlig) og er i gang med analysen.
Selvom jeg efterhånden har læst 1000-vis af sider om fattigdom, socialpolitik, menneskerettigheder, velfærddstaten osv. så kan jeg åbenbart ikke få nok og finder også spændende skønlitteratur og biografier om disse emner. Lige nu gælder det Chr. Christensens bøger om opvæksten som rabarberdreng, men der findes flere.
Her er et lille udpluk:
"Den grå heks" og "Børnenes ven" af Hjørdis VarmerTo rigtig gode børnebøger om den 12-årige Bolette og hendes oplevelser på børnehjemmet Hebron i starten af 1900-tallet. Det er hverdage præget af hårdt arbejde, misrøgt, undertrykkelse og endda antaster til seksuelle overgreb. Især i "Børnenes ven" bliver læseren præsenteret for Peter Sabroe og hans arbejde for børnenes og de fattiges rettigheder.
"En rabarberdreng vokser op" og "Rabarberdreng og bondeknold" af Chr. ChristensenI to selvbiografiske bøger fortæller Christian Christensen om opvæksten i Rabarberland - et fattigt arbejderkvarter på Nørrebro i 1880'erne og 1890'erne. Det er historier om kampen for at skaffe brød på bordet, myndighederens magtmisbrug, alkoholiske fædres vold mod børn og kvinder, arbejdsgiveres uretfærdige behandling både i byen og på landet, men også om sammenhold og solidaritet og Christians retfærdighedsfølelse og medmenneskelighed, der følger ham i familien og på hans skiftende arbejdspladser.
"Skygger fra Sprogø" af Vibeke MarxDe småtbegavede piger, der kom i ulykke og blev gravide havnede i første halvdel af 1900-tallet ofte på
Sprogø, hvor de fødte og bortadopterede barnet. Derefter blev de på anstalten på Sprogø og arbejdede. De havde kun mulighed forlade anstalten, hvis de ville lade sig sterilisere. I "Skygger fra Sprogø" følger vi den lidt enfoldige pige Magda, der ikke kan glemme det bortadopterede barn... Og vi ser, hvordan samfundets behandling af disse kvinder kan skygge over flere generationer.
Alle disse bøger kan varmt anbefales, hvis man er interesseret i, hvordan den laveste rangerende del af befolkningen er blevet behandlet i tiden fra 1880-1950.