Formidlingens svære kunst

Jeg har formidlet i mange år efterhånden: biblioteksorienteringer og anden undervisning på biblioteket, brochurer og foldere med læsetips, anmeldelser på skrift og tale, artikler, pressemeddelelser og mindre features til både fagblade og aviser.

Men det er først nu jeg er ved at lære det - altså sådan i akademisk forstand.
På studiet har vi i dette semester haft undervisning i retorik, i pressemeddelelsens opbygning, i webkommunikation, i skriftlig faglig formidling og i kropsholdning og stemmeføring. Og det har helt sikkert været en øjenåbner for mig: jeg er blevet opmærksom på uvaner og har fået tips og tricks til både min mundtlige og skriftlige formidling.

Sideløbende med den teoretiske tilgang er jeg jo så fantastisk heldig stillet, at jeg også stadigvæk formidler i praksis. Selvfølgelig her på bloggen, men også - og især - på Svendborg Museum, hvor man kan møde mig som omviser, legetante, madmor, fortællerske og meget mere.
Og det er til stadighed en udfordring. Der er ingen tvivl om at jeg elsker det - ligegyldigt om det er fattiggårdens historie eller nissernes kulturhistorie, så er jeg vild med at være på og kunne bidrage til både børns og voksnes viden.
Men det er og bliver en udfording: at finde det rigtige niveau og den rigtige tilgang, at vide hvornår jeg skal snakke og hvornår tilhørerne skal til orde, at holde opmærksomheden fanget - og overfor børnene: at sætte mig i respekt, så det er min dagsorden der følges.

Jeg lærer det hen ad vejen ved at tænke på det jeg har lært i teorien og ikke mindst ved at lære af mine fejl. Lige nu er jeg netop ved at opøve det der med at sætte mig i respekt og vise, at det er mig der bestemmer spillereglerne, når børn er på besøg på museet. Så kan man efterfølgende bedre give mere snor uden på den måde at miste kontrollen, mens det er enormt svært at komme den anden vej: starte med at være for flink og så efterfølgende ville sætte sig i respekt.

Det er en proces - og jeg bliver bedre og bedre.....