Skal døden være tabu på DR?

Jeg var fuld af forventninger da jeg første gang satte mig og så DRs nye familieserie "Mille".
Forventningerne havde jeg selvfølgelig, fordi DR plejer at levere varen når det gælder drama for både voksne og børn.

Og mine forventninger blev til fulde indfriet: jeg fik ca. 30 minutters velspillet og nærværende familiedrama, der lige fra starten satte de medvirkende på prøve. Min eneste anke fra starten var rent faktisk, at jeg synes at Clausens Kaffebar og Milles mor Leila virker sært anakronistiske i en serie, der rent faktisk formår at ramme det moderne pigeliv lige på kornet (men sådan er livet i Valby eller Sydhavnen eller hvor det nu foregår måske?).

Jeg vidste på forhånd, at serien ville komme til at dreje sig om tab, og vidste umiddelbart da Marie havde glemt sin cykelhjelm hvad der skulle ske. Så Maries tragiske død kom ikke bag på mig.
Dét gjorde den åbenbart på mange andre! Så meget at både DR og landets aviser har modtaget klager og læserbreve. De børn, der så det første afsnit, er blevet kede af det! Og børn skal åbenbart skånes for alt, hvad der gør dem kede af det eller hvad?
Det kan man altså ikke - og det må da netop være sundt for børn at opleve det som en form for "andenhåndserfaring" inden de helt sikkert selv på et eller andet tidspunkt kommer ud for sorg i deres eget liv. Allerede nu i 3. afsnit kan vi se at Mille stadigvæk er meget ked af det - men at hun også indimellem kan være glad og f.eks. grine og pjatte med sin mor.

Derfor er jeg helt på linje med Politikens Henrik Palle, der i en kommentar i dagens avis støtter DR og roser dem for at være kontroversielle og tage det svære og tabubelagte emne op.