Breaking the Waves i Vivian Nielsens dramatisering på Odense Teater er uden tvivl det bedste teaterstykke jeg til dato har set. Det rørte så dybt, at jeg stadig kan få tårer i øjnene ved tanken.
Historien vil være kendt af alle, der har set Lars von Triers film: I et skotsk dybt religiøst og temmelig afsondret samfund forelsker den unge og lidt enfoldige Bess sig i den noget ældre borebisse Jan. Hun oplever kærligheden, men også smerten og fortvivlelsen da Jan efter hvedebrødsdagene igen må ud på riggen.
Dybt troende, som hun er, beder hun til sin Gud om at Jan må komme hjem. Og hendes bøn bliver hørt: Jan kommer hjem - lam fra halsen og ned efter en ulykke på riggen...
Kan deres kærlighed nu redde dem? Bess forsøger af hele sit hjerte og med hele sin krop..... For størst af alt er kærligheden.
Jeg var helt med i samtlige 135 minuter, stykket var et dramaturgisk mesterværk og jeg frydede mig over samspillet mellem lyset og den fantastisk simple scenografi, der ved hjælp af en drejescene kunne bringe os ud på riggen, i kirken og lige lukt i helvede. Og jeg svømmede hen til musikken, der var så fantastisk velvalgt og spillede sammen med resten. Jeg blev grebet af skuespillerne: Cecilie Stenspiel som Bess, men også af Sophie Louise Lauring som svigerinden Dodo, Anders Gjellerup Koch som Jan og ikke mindst Lars Simonsen som Dr. Richardson.
Sammen med store dele af resten af publikum græd jeg mig gennem de sidste 30 minutter og applauderede stående ensemblet.
Jeg husker filmen som kedelig, grå og langtrukken. Teaterstykket var medrivende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar