Sej superheltinde med pippi-power

Lisbeth Salander er stadig en sej superheltinde, der blæser på autoriteterne og har talent for overlevelse.



Men ud over, at jeg kunne sidde og blive imponeret over den spinkle piges enorme viljestyrke, var der ikke meget at blive imponeret over i "Pigen der legede med ilden". De store træk fra bogen var på plads i den to timer lange film, men de små historier var selvfølgelig ikke med. Jeg ved heller ikke helt om jeg savnede dem, for jeg synes faktisk at de to timer er omkring 20 minutter for lang tid.

Filmen er egentlig produceret til TV og det synes jeg godt man kunne se. I "Mænd der hader kvinder" var der lækre naturbilleder fra et skønt Sverige - de manglede helt i denne film, selvom der var oplagte muligeder for det. Til gengæld var der en del trasken omkring i Stockholms gader.
De vigtigste personer var selvfølgelig med - så kan man mene om castingen hvad man vil, for alle har selvfølgelig deres helt egne billeder af Zala og Robert Niederman - men der var også mange temmeligt perifere personer med, som vi godt kunne have undværet. F.eks. fylder politimanden Bublanki uforholdsmæssigt meget i historien.

Konklusionen på det hele bliver, at jeg ikke går i biffen og ser "Luftkastellet der blev sprængt", men venter til jeg kan se den på DVD.