Forskelligt nyt om litteratur

Vinderne af "Vor tids danske roman" er nu fundet
Der er forskel på "smagsdommere" og publikum, når vor tids danske roman skal kåres. Således faldt "smagsdommernes" valg på Ib Michaels Vanillepigen, mens læserne valgte Carsten Jensens Vi, de druknede. Derudover var der faktisk sammenfald på tre af pladserne, da både Anne Marie Løns Prinsesserne, Morten Ramslands Hundehoved og Jakob Ejersbos Nordkraft havde fundet plads på såvel juryens som læsernes top 10.
Helt personligt er jeg da glad for, at jeg har læst hele 8 af læsernes favoritter (men ikke vinderen) og syv af juryens favoritter og at såvel den bog jeg ville have stemt på (Sv. Åge Madsen: Syv aldres galskab) som den jeg rent faktisk stemte på (Jungersen: Undtagelsen) fandt plads på hver deres top 10.

At der er forskel på de såkaldte "smagsdommeres" smag og den brede befolknings smag er vist ikke noget nyt, men debatten ruller for alvor lige nu. Også ovre hos Senturaklummen.

Bred vs. smal litteratur
I november skrev Robert Zola Christensen om bestselleren på Senturaklummen. I denne måned tager Mette Rosenkrantz Holst tråden op. Hun sætter bestseller-genren på spidsen - og kan ikke forstå, hvorfor den bliver så stedmoderligt behandlet. Hun beskriver en oplevelse, hvor hun går på biblioteket for at låne en god bog til ferien, men bibliotekaren slæber hende rundt i den smalle litteratur, så hun til sidst næsten flovt må hviske, at det vist bare er en bestseller hun er ude efter. Det kan bibliotekaren selvfølgelig ikke hjælpe med, for de er alle udlånt....

I en tid, hvor snart sagt alle kan blive forfattere, og mange bestsellers faktisk skrives af "ikke-forfattere" er diskussionen om litterær kvalitet selvfølgelig på sin plads, men hvorfor er det lige, at gode salgstal per definition IKKE kan forenes med litterær kvalitet? Ja, jeg spørger bare....

Leif Davidsen i Smagsdommerne
Det spørgsmål tror jeg også gerne Leif Davidsen vil have besvaret. Hans nyeste roman "På sporet af Hemmingway" blev mildest talt sablet ned af Smagsdommerne (altså de autoriserede på DR2) da den udkom. I torsdags fik han lov til at give svar på tiltale. Og det skal jeg love for, at han gjorde. Han mente at smagsdommerne var inkompetente og måske endda var fulde, da de afsagde deres dom. Han mente at de positive anmeldere og alle de begejstrede læsere ikke kan tage fejl. Men kan smagsdommerne så tage fejl? Er deres mening ikke lige så gyldig som andres?

Eller er det den dejlige danske Jantelov, der stikker hovedet frem her? Skal Davidsen bare ikke tro han er noget?
Jeg har ikke læst bogen, selvom jeg stort set har læst alle Davidsens tidligere bøger, men jeg blev faktisk påvirket af smagsdommerne, og har nu overhovedet ikke lyst til at læse den....

Min egen smagsdom
Trods eksamenslæsning og -feber bliver der tid til at læse skønlitteratur. Og det er altså heller ikke alt sammen lige godt... Jeg har lige afsluttet Liv Mørks Falken og Falkoneren. Det er den anden krimi skrevet af Meret Pryds Helle under pseudonymet Liv Mørk. Liv Mørk er en temmelig gennemført identitet med en fortid på bl.a. filmskolen i Lodz. Hun er blevet blind ved en bilulykke og lever nu i mørke. Og så har hun endda sin egen Facebook-profil.
På den måde eksperimenterer Pryds Helle med formen og identiteten og skriver bøger der er helt anderledes end dem hun skriver i sit eget navn. Og det er al mulig ære værd - der skal være plads til at eksperimentere.

Når det så er sagt, så må jeg sige, at såvel Falken og Falkoneren som 1'eren, Det øjet ikke ser, ikke er specielt velfungerende krimier. Jeg synes de er lidt utroværdige og jeg er ikke sådan helt vild med sproget. Dog er jeg lidt vild med nogen af de ikke specielt troværdige ting - bl.a. det blinde trekløver: Zak, Holm og Tom, der i 1'eren var ude at spille golf og her i 2'eren findes ude i Grib Skov med et haglgevær....